Nyt Apple-domicil dyrere end World Trade Center

6. april 2013 11:00 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Nyt Apple-domicil dyrere end World Trade Center
Billede mangler

Store byggeprojekter har det med at blive dyrere end forventet. Apples kommende hovedkvarter i Cupertino, Californien, er ingen undtagelse. Det storslåede og cirkelrunde domicil ventes nu at kunne komme til at koste fem milliarder dollar eller cirka 28 milliarder kroner, skriver nyhedsbureauet Bloomberg.

 

Det er næsten to milliarder dollar mere end den projekterede pris, der blev sat på arkitektfirmaet Foster Partners’ 260.000 kvadratmeter store kontorbygningsværk, da projektet blev offentliggjort i 2011.

Det var Apple-stifteren Steve Jobs, der var motoren i projektet, og det blev da også et af hans sidste. Steve Jobs døde af sygdom, fire måneder efter han havde løftet sløret for projektet.

Nu er det så den nuværende topchef Tim Cook, der på sit skrivebord har planerne for det, der er blevet kaldt en gigantisk UFO. Cook kan studere tegningerne af et bygningsværk, der skal huse op imod 13.000 ansatte, og som – hvis den nuværende estimerede pris holder – bliver dyrere end selv opførelsen af det nye World Trade Center i New York.

Sidstnævnte er nemlig prissat til »sølle« 3,9 milliarder dollar. Højhuset på 104 etager er erstatningstårnet for de højhuse, der blev lagt i grus i forbindelse med terrorangrebet 11. september 2001.

Oprindeligt var det Steve Jobs’ håb, at bygningen kunne stå færdig i 2015, men for nylig fortalte Tim Cook, at det ikke er realistisk. Han håber i stedet, at det lykkes at slå dørene op i 2016. De indledende faser i byggeriet er da også forsinket. 26 bygninger skal rives ned, før man kan begynde at grave ud til fundament og parkeringskældre, og det er ikke sket endnu. Ifølge en unavngiven kilde ventes nedrivningerne dog at komme i gang i juni, skriver Bloomberg.

Prisen på byggeriet har dog løftet øjenbryn rundt omkring, og den slags kan et børsnoteret selskab ikke sidde overhørigt. På trods af Apples succes de seneste år mener blandt andet Keith Goddard, topchef for og analytiker i virksomheden Capital Advisors i Tulsa, Oklahoma, at fem milliarder dollar er rigtigt mange penge for et hovedkvarter.

»Det vil tage en hel del overbevisende arbejde at få mig til at forstå, hvorfor fem milliarder dollar er det rigtige tal på et projekt som dette,« siger han ifølge nyhedsbureauet og tilføjer:

»Dette er som at gnide salt i såret: At bruge penge på et niveau, som de fleste ville kalde ekstravagant, på et tidspunkt, hvor de er så tilbageholdende med at udbetale dividende.«

Man skal dog huske på, at det ikke er en ny strategi for Apple at vælge at sidde på en enorm kontantbeholdning. Mens de fleste selskaber bruger store overskud til aktietilbagekøb eller udbyttebetaling dikterede Steve Jobs en anden kurs. Han skrabede under sin ledelse en tårnhøj bunke penge sammen, og den er kun vokset under Tim Cook.

Kontantbeholdningen menes i dag at være på svimlende 137 milliarder dollar. Set i det lys virker det mindre voldsomt at snolde fem runde milliarder op på et hus.

Apple er dog opmærksom på kritikken. Elektronikgiganten arbejder ifølge Bloomberg sammen med arkitekterne i Foster Partners om at mindske udgifterne – og det angiveligt med en milliard dollar.

Lige meget hvad prisskiltet ender på, så er det en imposant bygning, der snart vil rejse sig syd for San Francisco. Apples cirkulære firetagesbygning i Cupertino, der er en del af Silicon Valley, ventes at blive omkranset af 6.000 nyplantede træer, og kontorarealet bliver to tredjedele så stort som Pentagon i Washington DC, der huser det amerikanske forsvarsministerium.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu