Nyt flygtningeskib kæntret ved Australien

27. juni 2012 08:32 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Nyt flygtningeskib kæntret ved Australien
Billede mangler

Den australske premierminister, Julia Gillard, siger, at 123 personer er blevet reddet, efter et overfyldt flygtningeskib kæntrede onsdag.
Der var angiveligt mellem 123 og 133 om bord på skibet.
– Et fartøj gik ned 107 sømil nord for Juleøen, siger en talskvinde for de australske søfartsmyndigheder.
Ulykken kommer mindre end en uge efter, et andet skib med omkring 200 om bord gik ned i Det Indiske Ocean på vej mod Australien.
110 blev reddet, mens 17 lig blev bjærget.
– Der er to handelsskibe på stedet, som hjælper de overlevende, fortæller talskvinden.
Kæntringen er den seneste i en række ulykker med flygtningeskibe, der har alt for mange om bord i desperate forsøg på at nå Australien.
De fleste af skibene kommer fra Indonesien og Sri Lanka.
Asylsøgerne er et betændt politisk emne i Australien og var et af hovedtemaerne ved valget i 2010 på grund af et rekordstort antal flygtninge.
Kilde: AFP

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu