Nyt forbrændingsanlæg truet af konflikt

29. januar 2013 12:28 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Nyt forbrændingsanlæg truet af konflikt
Billede mangler

Krav om overenskomst og mistanke om underbetaling ved byggeriet af forbrændingsanlægget Energitårnet i Roskilde kan give de ni sjællandske kommuner, der ejer affaldsselskabet Kara/Noveren, problemer, skriver fagbladet 3F.

 

Det milliarddyre anlæg forventes klar i april, men Dansk Metal og 3F Roskildeegnen har udsendt varslinger om konflikt, fordi flere af de tyske og polske underentreprenører efter sigende ikke har indgået dansk overenskomst.

Hvis konflikten bliver en realitet, vil medlemmer af de to forbund ikke kunne arbejde på byggepladsen – og det kan ske allerede fra lørdag 2. februar.

– Vi tager tirsdag atter kontakt med byggeledelsen, direktøren og bestyrelsesformanden for Kara/Noveren for at sikre ordnede løn- og arbejdsforhold på byggepladsen. De kan kun have en interesse i, at tingene er i orden, siger Ole Holtse Olsen, næstformand i 3F Roskildeegnen, til fagbladet 3F.

– Byggeriet foregår på en meget udspekuleret måde med underentreprenører helt nede i femte led i kæden. Vi har tidligere konstateret, at et hold polakker gik til 55 kroner i timen, supplerer Jacob Birch, formand for Dansk Metal i Roskilde.

Kara/Noveren tager varslingerne om en konflikt alvorligt.

– Jeg kender kun til sagen fra det overordnede plan. Jeg går ud fra, at det bliver kontrolleret, at vores arbejdsklausuler bliver overholdt. Det er ikke i orden, hvis det er rigtigt, at der har arbejdet folk til 55 kroner i timen, siger Torben Jørgensen (S), byrådsmedlem i Roskilde Kommune og bestyrelsesformand for Kara/Noveren.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu