Nyt lovforslag om tipspenge kaldes skandaløst

28. april 2012 11:45 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Nyt lovforslag om tipspenge kaldes skandaløst
Billede mangler

Flere humanitære organisationer vil fremover ikke længere modtage tipspenge, såfremt et nyt lovforslag fra kulturminister Uffe Elbæk (R) bliver vedtaget. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, Isobro, taler med store bogstaver om forslaget, der tilsyneladende blot rummer en mindre teknisk ændring af reglerne for tips- og lottostøtte.
Men forslaget er langt mere vidtgående, ifølge Isobros generalsekretær, Robert Hinnerskov. Han betegner forslaget som “skandaløst” og mener, det bør trækkes tilbage.
Nogle af organisationerne vil helt miste deres tipspenge, hvis forslaget gennemføres, som det foreligger, ifølge Robert Hinnerskov. Han mener, at forslaget er et fundamentalt angreb på det frivillige Danmark.
Hvor organisationerne hidtil har fået en væsentlig del af deres tipsstøtte som generelle driftstilskud ud fra objektive kriterier, skal de i fremtiden hver især søge om penge til konkrete projekter.
– Man sætter frivillig-Danmark under administration. Nu skal den enkelte organisation kvalitetsvurderes, men er det det, vi vil? Man projektgør støtten til humanitært arbejde, siger Rober Hinnerskov til Kristeligt Dagblad.
I dag har Kulturministeriet to puljer til almennyttige formål. Den ene er på 44 millioner kroner, og pengene fordeles objektivt til organisationernes drift – efter deres evne til selv at rejse penge. Den anden er på 16 millioner kroner og gives til konkrete projekter.
Med lovforslaget bliver de to puljer slået sammen, og den generelle støtte til drift forsvinder.
I stedet skal de relevante fagministerier vurdere, hvem der skal have støtte, og hvem der ikke skal. Eksempelvis skal Ligestillings- og Kirkeministeriet fordele de penge, kirkelige organisationer kan søge.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu