Obama advarer Assad mod brug af kemiske våben

20. marts 2013 20:32 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Obama advarer Assad mod brug af kemiske våben
Billede mangler

ISRAEL: USAs præsident, Barack Obama, oplyser onsdag, at USA er i færd med at undersøge, hvorvidt der er blevet benyttet kemiske våben i den blodige borgerkrig i Syrien. Præsidenten gør det samtidigt klart, at Syriens præsident, Bashar al-Assad, vil blive holdt ansvarlig, hvis det er tilfældet. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

 

»Vi har gjort det klart, at brugen af kemiske våben mod det syriske folk vil være en alvorlig og tragisk fejltagelse,« siger Obama på et fællespressemøde med den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.

»Assad-regimet må forstå, at det vil blive holdt ansvarlig for brugen af kemiske våben eller overdragelse af disse til terrorister,« siger Obama.

Netop kemiske våben i Syrien har fyldt internationale medier de seneste dage.

Syriens statslige nyhedsbureau SANA beskyldte tirsdag oprørerne for at have brugt kemiske våben under et angreb i den nordlige Aleppo-provins, hvor 15 personer ifølge SANA mistede livet.

»Terrorister affyrede en raket, der indeholdt en kemisk substans i Khan al-Assal ved Aleppo, og foreløbige rapporter tyder på, at 15 personer blev dræbt, flest civile,« citerer Reuters det syriske nyhedsbureau. »Terrorister« er det syriske styres betegnelse for oprørerne.

USA har ikke grund til at tro, at syriske oprørere har brugt kemiske våben under borgerkrigen i landet, oplyste det amerikanske udenrigsministerium tidligere.

USAs udenrigsministerium undersøger sagen nærmere, men talskvinde Victoria Nuland kalder beskyldningerne for et forsøg på at underminere oprørerne fra præsident Bashar al-Assads side.

Nuland beskriver regeringshæren som »yderst trængt« og siger, at USA er dybt bekymret for, at regeringsstyrkerne – det vil sige oprørernes modstandere i Syrien – vil gribe til ikke-konventionelle våben.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu