Obama anmoder Nordkorea om at stoppe »krigerisk tilgang«

11. april 2013 23:46 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Obama anmoder Nordkorea om at stoppe »krigerisk tilgang«
Barack Obama advar Syriens præsident, Assad, mod at bryde den indgåede aftale om kemiske våben. Foto: Facebook.

USA: Barack Obama og FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, gik torsdag sammen om at give Nordkoreas leder, Kim Jong-un, en verbal irettesættelse.

 

»Vi er enige om, at det er tid til, at Nordkorea holder inde med den krigeriske tilgang, som de har taget,« sagde den amerikanske præsident med Ban Ki-moon ved sin side i Det Hvide Hus torsdag.

»Det er vigtigt for Nordkorea, ligesom det er for ethvert andet land i verden, at overholde de mest basale regler og normer,« fortsatte Obama.

Meldingen kommer efter endnu en dag med advarsler og trusler fra Nordkorea, der har fået frygten for, at ordkrigen kan udvikle sig til et væbnet opgør, til at stige.

Og Barack Obama understregede torsdag, at USA ikke vil tøve med at slå hårdt ned mod det nordkoreanske styre, hvis Kim Jong-un vælger at gøre alvor af truslen.

»USA vil tage de nødvendige skridt for at beskytte landet folk og leve op til vores forpligtelser med vores allierede i regionen,« sagde Barack Obama ifølge nyhedsbureauet AFP.

Til CNN oplyser en anonym amerikansk regeringskilde, at nordkoreanerne har gjort mindst ét missil klar til affyring.

Klargøringen skete angiveligt onsdag, hvor mellemdistancemissilet af typen Musudan blev rejst i affyringsposition. Det vides ikke, hvorfor missilet ikke blev skudt af, men ifølge den amerikanske regeringskilde kan manøvren enten ses som et psykologisk skaktræk mod USA og landets allierede, eller blot et forsøg på at sikre, at udstyret virker.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu