Obama: Nedskæringer er Republikanernes skyld

1. marts 2013 18:58 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Obama: Nedskæringer er Republikanernes skyld
Billede mangler

USA: De automatiske besparelser, som i det næste døgn træder i kraft i USA, skyldes Republikanernes manglende vilje til kompromis, lyder det nu fra præsident Barack Obama.

 

Ifølge Reuters gav den amerikanske præsident på et pressemøde fredag aften republikanerne skylden for den dramatiske situation, som landet befinder sig i, men sagde samtidig, at han håber, at Republikanerne ville vende tilbage til forhandlingsbordet, når de har fået nok af borgernes klager over de besparelser, der er på vej.

Obama talte til pressen efter sine møder med republikanske kongresledere, og han afviste, at han vil tvinge lederne til at blive i Det Hvide Hus, indtil de giver sig.

»Jeg er ikke diktator. Jeg er præsident,« lød det fra Barack Obama.

Han sagde samtidig, at Demokraterne i Kongressen vil blive ved med at række ud efter den almindelige fornuft og så frem til, at der bliver indgået et kompromis, når de automatiske besparelser efter »grønthøstermetoden« begynder at slå igennem.

Nedskæringer for 480 milliarder kroner træder i kraft fredag 23.59 lokal tid (05:59 dansk tid), hvis det ikke lykkes Demokraterne og Republikanerne at komme ud af den økonomiske blindgyde, partierne er endt i.

Obama har understreget, at nedskæringerne vil skade landets økonomi, og nogenlunde samme toner kommer fra Den Internationale Valutafond (IMF), der vurderer, at det får konsekvenser for den globale vækst.

Nedskæringerne, der også er kendt som »the sequester«, rammer flere militære og indenrigspolitiske programmer hårdt. Ender det, som blandt andre The Guardian spår, bliver Obama nødt til at skrive under på en aftale, der sætter en proces i gang, som rammer landets forsvarsbudget med ti procent og en lang række andre programmer med 8,5 procent.

Det britiske medie skriver, at nedskæringerne ikke vil blive realiseret fra den ene dag til den anden, men i stedet vil blive spredt ud over de næste syv måneder. Flere politikere i Washington tror dog, at Senatet bremser nedskæringerne i opløbet ved at lande en aftale, skriver the Guardian.

Torsdag blev to »damage control«-planer aflivet i Senatet. Eksempelvis foreslog Demokraterne i Senatet at skære i forsvarsudgifterne for 170 milliarder kroner og indføre små stigninger i indkomstskatten, der overstiger fem milliarder kroner, men det blev afvist af Republikanerne.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu