Obama opfordrer Egypten til at beskytte demokratiske principper

27. februar 2013 00:05 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Obama opfordrer Egypten til at beskytte demokratiske principper
Billede mangler

EGYPTEN: Den amerikanske præsident Barack Obama talte tirsdag i telefon med Egyptens præsident Mohamed Morsi, oplyser Det Hvide Hus ifølge Reuters.

 

»Præsidenten hilste præsident Morsis løfte om at fungere som leder for alle egyptere, herunder kvinder og folk med alle trosretninger, velkomment, og gjorde opmærksom på Morsis ansvar for at beskytte de demokratiske principper, som det egyptiske folk har kæmpet så hårdt for at sikre,« lød det i erklæringen fra Det Hvide Hus, skriver Reuters.

Obama opfordrede ligeledes Morsi og alle politiske grupper i Egypten til at forsøge at skabe konsensus og fremme den politiske overgang.

Yderligere diskuterede de to ledere Egyptens økonomiske situation og bestræbelser på at fremme regional fred og opretholde en våbenhvile i Gaza.

En alliance af egyptiske oppositionspartier besluttede tirsdag at boykotte de kommende valg til landets parlament i protest mod valgloven, som, partierne mener, favoriserer partiet Det Muslimske Broderskab.

Oppositionsalliancen består af liberale og venstrefløjspartier, og de peger i fællesskab på, at den række af valg til parlamentet, som præsident Morsi annoncerede i sidste uge, ikke er legitime. En talsmand for oppositionskoalitionen Den Nationale Befrielsesfront har krævet en lovmæssig garanti for fair valg til det egyptiske underhus, men det vil ikke ske under de nuværende regler, hævder han.

»Vi kan ikke afholde valg uden en lov, som garanterer en retfærdig valgproces og en regering, som kan implementere sådan en lov, som folket kan stole på,« sagde talsmanden, Sameh Ashour, ifølge Reuters.

Den Nationale Befrielsesfront mener ikke, at den gældende valglov, som i sidste uge blev vedtaget i Egyptens muslimsk-dominerede overhus, er neutral.

Oppositionen peger på, at loven opdeler valgkredsene på en måde, som favoriserer islamisterne i det Det Muslimske Broderskab. Det nægter partiet dog.

Valget til det egyptiske parlament er annonceret til at finde sted i slutningen af april og skal forløbe over flere faser frem til juni i år.

BNB/Reuters

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu