Obama søger konstruktivt forhold med Venezuela

6. marts 2013 01:18 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Obama søger konstruktivt forhold med Venezuela
Barack Obama. Foto: Facebook.

USA: USA er interesseret i at starte et nyt forhold til Venezuela. Det udtaler den amerikanske præsident, Barack Obama, efter Venezuelas 58-årige, socialistiske præsident, Hugo Chavez, tirsdag tabte kampen mod kræften, skriver Reuters.

 

»På dette udfordrende tidspunkt med Hugo Chavez’ bortgang genbekræfter USA sin støtte til det venezuelanske folk og landets interesse i at udvikle et konstruktivt forhold til den venezuelanske regering,« lød det fra Obama ifølge Reuters.

»Mens Venezuela begynder på et nyt kapitel i landets historie, forbliver USA forpligtet til at føre politik, der fremmer demokratiske principper, retsstaten og respekt for menneskerettighederne,« sagde Obama fortsat i erklæringen.

Hugo Chavez har med sin anti-amerikanske retorik ofte ført hadefulde kampagner rettet mod kapitalismens borgfæstning USA, og han var frontfigur for en global »anti-imperialistisk« alliance med Rusland og Iran.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu