Obamas halvbror taber i Kenya

8. marts 2013 16:39 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Obamas halvbror taber i Kenya
Billede mangler

KENYA: Præsident Barack Obamas halvbror, Abong’o Malik Obama, ville gerne have været guvernør i Kenyas Siaya County, men det bliver han ikke i denne omgang.

 

Den store kenyanske avis The Nation skriver ifølge det amerikanske Politicker, at Abong’o Malik Obama trods sit kendte efternavn må nøjes med en tredjeplads i kampen om guvernørembedet.

De to Obamaer har fælles far, men forskellige mødre, og har alligevel kontakt i en sådan grad, at Barack Obamas afrikanske halvbror var forlover ved hans bryllup med Michelle i 1992.

Udover enkelte resultater fra landets distrikter har de kenyanske vælgere endnu til gode at få at vide, hvem der har vundet mandagens præsidentvalg.

Et nedbrud i valgoptællingens nye dyre elektroniske computersystem har forsinket indsamlingen af resultater fra valgdistrikterne ude i landet, og derfor må kenyanerne foreløbigt nøjes med at få diverse delresultater. Her viser de seneste, at den nuværende premierminister Raila Odinga haler ind på sin skarpeste rival, Uhuru Kenyatta.

Op mod halvdelen af stemmerne er nu registreret optalt og de viser, at Kenyatta ligger til at få 49,7 procent af stemmerne, mens Odinga er steget til 44 procent, skriver Reuters.

En kandidat skal have mere end 50 procent af stemmerne for at vinde i første runde, lykkes det ikke, skal en ny runde afvikles 11. april.

Ifølge kenyansk valglov skal stemmerne senest være optalt mandag.

Uhuru Kenyatta skulle i øvrigt have mødt ved den internationale straffedomstol i Haag, hvor han er anklaget for forbrydelser mod menneskeheden, på dagen for en anden valgrunde.

Torsdag valgte domstolen imidlertid at udskyde tidspunktet for, hvornår han skal fremstilles for retten.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu