Odense får »Nobel-center«

30. januar 2013 10:56 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Odense får »Nobel-center«
Billede mangler

Det er opkaldt efter en af verdens største fysikere, det har fostret ikke færre end 17 Nobelpristagere, og nu får den anerkendte tyske Max-Planck-institution også en afdeling i Danmark.

 

Det sker med åbningen af et Max-Planck Center på Syddansk Universitet i Odense i morgen, torsdag.

– Det er en stor hædersbevisning for forskningen på Syddansk Universitet, at Max-Planck-Gesellschaft har valgt os som samarbejdspartner til det første Max-Planck Center i Skandinavien. Det nye center er et godt bevis på, at det betaler sig at dyrke et forskningsområde i mange år og dermed blive blandt de allerbedste på området, udtaler universitetets rektor, Jens Oddershede.

Det fynske center får navnet Max-Planck Odense Center on the Biodemography of Aging og skal forske i, hvordan aldring påvirker vores helbred og levetid.

Den nye forskningsdisciplin »biodemografi« er en hybrid mellem etablerede videnskaber som medicin, biologi og demografi, og den har ifølge universitetet potentialet til at udvide vores forståelse af sammenhænge mellem øget sundhed og levetid. I øjeblikket stiger den forventede levealder verden over således med cirka tre måneder om året, svarende til seks timer om dagen.

Max-Planck-Gesellschaft organiserer sig i institutter, der er bygget op om enkeltforskere, som har vist gode resultater inden for deres felt. En af dem er professor James W. Vaupel. Han har hidtil stået i spidsen for Max-Planck-Institut for demografisk forskning i Rostock og bliver nu leder af det nye Max-Planck Odense Center.

– Biodemografi er ung forskningsdisciplin, der åbner helt nye muligheder for at få svar på en række afgørende spørgsmål, som både videnskaben og samfundet stiller, for eksempel hvordan vores helbredstilstand udvikler sig, efterhånden som vi bliver ældre og ældre, siger James Vaupel i en pressemeddelelse.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu