Odense-sygehus overvejer vagt efter eid-kaos

21. august 2012 11:08 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Odense-sygehus overvejer vagt efter eid-kaos
Billede mangler

Ingen kom til skade, men både personale og patienter er rystede, efter at 60-70 mænd – nogle af dem med slagvåben – troppede op og raserede skadestuen på Odense Universitetshospital natten til tirsdag.
De ødelagde vaser, rev billeder ned fra væggen, smadrede en rude i en ambulance, så politiet måtte trække pistoler, og det får direktør for sygehuset, Jane Kraglund, til at overveje om der i fremtiden skal indsættes vagter.
– Vi har ingen vagter på vores skadestue, men det er naturligvis noget, vi overvejer, om der er brug for.
– Vi snakker sammen med politiet, men da vi ikke ved, hvad der har forårsaget uroen, er det svært at reagere på på nuværende tidspunkt. Men det kan blive en løsning, til der er kommet ro på, siger hun til Ritzau.
De 60-70 vrede mænd mødte op for at få fat i en 26-årig mand, som tidligere på natten var blevet skudt i benet og stukket med en kniv i forbindelse med en fest for at fejre den muslimske højtid eid i Odense-bydelen Vollsmose.
Ifølge fyens.dk var det et sammenstød mellem to rivaliserende grupperinger.
– Vi er først og fremmest glade for, at ingen er kommet til skade. Nu snakker vi med personalet, så vi kan tilbyde dem psykologisk bistand og debriefe om situationen, siger Jane Kraglund.
– Vi er også i gang med at identificere de patienter, som har oplevet situationen, så vi kan tage hånd om dem også. Der er ingen tvivl om, at det har været en voldsom oplevelse for alle, siger hun.
Nu vil man arbejde sammen med politiet for at se, hvad der kan gøres.
– Lige nu arbejder vi på den korte bane for at finde ud af, hvad der skal ske med patienter og personale.
– Og så ser vi på det andet i den kommende tid, når der er mere klarhed over situationen, siger hun.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu