Økonomer: Renten stiger først til sommer

3. januar 2013 21:48 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Økonomer: Renten stiger først til sommer
Billede mangler

De mange rare milliarder i valutareserven indikerer, at Nationalbanken først til sommer vil hæve renten en anelse.

 

Den danske krone er en smule svækket, og derfor har Danmarks Nationalbank solgt lidt ud af valutareserven og købt kroner i markedet. Men omfanget har været begrænset, og derfor skal man ikke vente, at den danske rente bliver sat ensidigt op før omkring midten af året.

Det er konklusionen fra to af de bankøkonomer, der følger dansk økonomi.

Valutareserven var ved udgangen af december 504 milliarder kroner – otte milliarder kroner lavere end ved indgangen af måneden. Blandt andet har Nationalbanken anvendt 2,6 milliarder på valutamarkederne, men det er ifølge økonomerne et beskedent beløb, og Danmarks status som sikker havn er intakt.

“Det bekræfter os i, at der ikke er tale om en mere blivende valutaudstrømning fra Danmark, og dermed en vedvarende svækkelse af kronen. Forklaringen på de seneste måneders svækkelse af kronen skal nærmere findes uden for landets grænser, hvor særligt euroen er blevet styrket over for dollaren,” skriver seniorøkonom Tore Stramer fra Nykredit i en kommentar.

Han forudser, at kronen vil styrkes hen over foråret, hvis problemerne i Europa blusser op igen, og Tore Stramer venter derfor, at vi skal hen til sommeren 2013, før Nationalbanken vil ty til en selvstændig renteforhøjelse. Her det Nykredits forventning, at udlånsrenten og indlånsrenten hæves med 0,1 procentpoint til henholdsvis 0,3 procent og minus 0,1 procent.

Jens Nærvig Pedersen, økonom fra Danske Bank, er i det store og hele enig:
“Valutareserven er nu faldet fem måneder i træk, og det betyder, alt andet lige, at en selvstændig dansk renteforhøjelse er rykket tættere på. Det er dog indtil videre tale om et lille fald i en stor valutareserve, hvorfor en renteforhøjelse formentlig ikke venter lige rundt om hjørnet,” skiver Jens Nærvig Pedersen i sin kommentar.

Danske Bank forventer, at Danmarks Nationalbank hen imod sommeren samlet vil levere “en beskeden selvstændig renteforhøjelse på 0,2 procentpoint”.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu