Offentlige fyringer bag nye tal i rødt

14. maj 2012 14:12 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Offentlige fyringer bag nye tal i rødt
Billede mangler

Det danske arbejdsmarked er stadig i krise. Væksten er stadig for lav til at få gang i skabelsen af nye job.
Sådan lyder konklusionen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd efter nye tal fra Danmarks Statistik, der viser et fald i beskæftigelsen for tredje kvartal i træk.
Siden første kvartal sidste år er den offentlige beskæftigelse faldet med 13.000 fuldtidspersoner, mens faldet ligger på 7.000 på det private arbejdsmarked.
– Det er en påmindelse om, at arbejdsmarkedet ikke er ude af krisen. Vi skal have mere vækst. Ellers får vi heller ikke den fremgang, som vi går og sukker efter, siger chefanalytiker Frederik I. Pedersen.
Inden for det offentlige er beskæftigelsen faldet med 2.500 fuldtidsansatte fra sidste kvartal sidste år til slutningen af første kvartal i år. Og det er det største problem lige nu, mener analytikeren fra den røde tænketank.
– Der, hvor vi skal hænge vores hat, er den offentlige beskæftigelse og investeringerne i det danske samfund. Og det offentlige forbrug lader ikke til at være steget i første kvartal. Det er med til at bremse væksten og kan måske endda føre til negativ vækst i første kvartal, siger han.
Dansk økonomi balancerer i øjeblikket på en knivsæg, hvor det let kan gå begge veje, hvor investeringer skal hive væksten op på to procent, før der bliver åbnet for jobmarkedet for alvor.
– Den rekordhøje opsparing i den private sektor, vidner om at det ikke er penge, men tillid der mangler i økonomien, lyder det fra Frederik I. Pedersen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu