Offentlighedslov kan få regeringsstøtter til at trække stikket

17. april 2013 08:53 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Offentlighedslov kan få regeringsstøtter til at trække stikket
Billede mangler

Hvis regeringen vælger at gennemføre stramningerne i den såkaldte offentlighedslov, kan det betyde en intensivering af vælgerflugten fra Socialdemokraterne og SF.

 

Ændringen i lovgivningen, der blandt andet vil give ministerierne øgede muligheder for at afvise aktindsigt, kan få bægeret til at flyde over for en række af regeringspartiernes støtter, vurderer Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen.

»I de tre regeringspartiers baglande er der mange medlemmer, der føler, at regeringen generelt har begået så mange løftebrud, at de ikke længere vil være vidner til det. Nu begynder de meget aktivt og artikuleret at sige fra,« siger Thomas Larsen.

Han henviser til, at flere medlemmer af SFs hovedbestyrelse forsøger at få bremset lovændringen, ligesom dele af det radikale bagland også har kritiseret partiets folketingspolitikere for at lægge mandater til en stramning.

»Der er rigtig mange vælgere og medlemmer i de tre regeringspartier, som er reelt bekymrede over, hvad de er vidne til. For dem er det afgørende, at vi har en offentlig forvaltning med stor åbenhed, og de kan se, at det er den åbenhed, der bliver rullet tilbage. Det gør ondt på dem, og det er derfor, de begynder at protestere,« siger Thomas Larsen og fortsætter:

»Man skal ikke tage fejl af, at det her område er dybt principielt, og det kan betyde noget for mange vælgere. Det kan også betyde, at de trækker stikket til deres gamle parti og siger, at de ikke vil være med mere, som vi har set, at mange vælgere allerede har gjort det.«

Men statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kan vende det hele på hovedet og vinde respekt i baglandet, hvis hun vender rundt på en tallerken og dropper at ændre offentlighedsloven. Og det har hun bedre mulighed for på det her område end på nogle af de andre, hvor den økonomiske krise har dikteret politikken.

»Når det handler om økonomien, har hun ikke så meget at gøre godt med, fordi den økonomiske krise er så stor. Her har hun på et vigtigt principielt område muligheden for at lave et kursskifte, som vil gøre mange af hendes vælgere mere glade og trygge. Derfor bliver det spændende, om hun for en gangs skyld vælger at lytte til kritikken,« siger Thomas Larsen.

Han er overbevist om, at et kursskifte kan give et tiltrængt rygstød til regeringen.

»Og man skal også huske på, at hun vil kortslutte endnu et løftebrud, hvis hun justerer politikken, da Socialdemokratiet tidligere var stærkt kritisk over for den borgerlige regering, da den lagde op til de her stramninger, der vil give mindre åbenhed i forvaltningen,« siger Berlingskes politiske kommentator.

Ændringerne i offentlighedsloven skal diskuteres i en høring på Christiansborg klokken 13.15 onsdag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu