Officer-formand er træt af forsvarsminister Nick Hækkerup

10. februar 2012 12:12 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Officer-formand er træt af forsvarsminister Nick Hækkerup
Billede mangler

En personalesag hører hverken til i medier eller det offentlige rum.
 
Derfor er formanden for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark (HOD), Bent Fabricius, irriteret over de oplysninger, som forsvarsminister Nick Hækkerup (S) er kommet med.
 
“Problemet er, at det stempler en medarbejder. En personalesag giver skær af noget alvorligt,” siger Bent Fabricius til Newspaq.
 
Det er nemlig forsvarsministeren, der over for bl.a. Berlingske og Newspaq har oplyst, at der kører en personalesag mod den tidligere chef for Hærens Operative Kommando, generalløjtnant Poul Kiærskou, og mod oberstløjtnant Hans Henrik Møller, som var chef for den internationale operationsafdeling.
 
“Forsvarets Auditørkorps vurderede, at sagen ikke kan forfølges strafferetsligt. Men jeg har taget initiativ til at undersøge, om der er noget arbejdsretsligt i den her sag. Nu skal vi se undersøgelsen før der drages konsekvenser,” lød det onsdag fra Nick Hækkerup over for Newspaq.
 
Men socialdemokraten burde holde tand for tunge, mener officer-formanden.
“Jeg mener, en personalesag er et internt anliggende. Og hvad er en personalesag i det hele taget? Er det en medarbejder, der ikke har sat sin tallerken i opvaskemaskinen eller hvad?,” spørger Bent Fabricius.
 
Han synes, det er uheldigt, at oplysningerne er kommet frem i offentligheden.
“Jeg mener ikke, det her er noget, der vedkommer offentligheden. Jeg mener, det er interne oplysninger,” siger formanden fra HOD.
 
Han anerkender dog, at det nu er for sent at gøre noget for at lægge en dæmper på sagen.
“Den her sag, den kører. Den lever sit eget liv,” siger han med et opgivende suk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu