OK-forhandlinger – sådan foregår det

4. januar 2012 11:43 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
OK-forhandlinger - sådan foregår det
Billede mangler

Forhandlingerne om en ny overenskomst for 240.000 industriarbejdere er gået i gang her til formiddag.
Parterne sigter mod at gøre forhandlingerne færdige tids nok til, at opsigelse af overenskomsterne ikke bliver nødvendig – det vil sige inden den 10. februar 2012.
Det oplyser CO-industri, der består af otte store forbund, hvoraf de tre største er 3F, Dansk Metal og HK/Privat, på sin hjemmeside.
De to overenskomster, der er omfattet af forhandlingerne mellem CO-industri og DI, er Industriens Overenskomst for faglærte og ikke-faglærte arbejdere og Industriens Funktionæroverenskomst, for tekniske og administrative funktionærer.
Overenskomsterne gælder direkte for ca. 6.000 virksomheder og omfatter ca. 240.000 medarbejdere.
Der er ikke lagt op til den store lønfest – men lønmodtagerne har andre ønsker, fortæller arbejdsmarkedsforsker Søren Kaj Andersen.
“Nogle af de elementer, der er i spil er øget tryghed. Det er for eksempel forbedrede uddannelsesmuligheder for folk, der har mistet arbejdet. Og så er det seniorordninger, som kompenserer for den reducerede efterløn, man nu har fået. Det drejer sig også om initiativer imod social dumping, hvor østeuropæere kommer hertil og arbejder under vilkår og lønninger, der ellers gælder i overenskomsterne,” siger han til Newspaq.
Forhandlingerne mellem de to organisationer føres af adm. direktør Karsten Dybvad og viceadm. direktør Kim Graugaard, DI, og af CO-industris formand, forbundsformand Thorkild E. Jensen og CO-industris næstformand, gruppeformand Mads Andersen.
Det forventes at forhandlingerne bliver færdige 10. februar. Aftalen skal derefter stemmes hjem af medlemmerne.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu