OK-forlig er få døgn væk – her slås parterne

21. februar 2012 13:39 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
OK-forlig er få døgn væk - her slås parterne
Billede mangler

Efter weekendens pause i overenskomstforhandlinger på de tre store områder, transport, detailhandel og byggeri, er forhandlerne på vej tilbage til mødebordene.
HK Handel og Dansk Erhverv Arbejdsgiver gik forhandlingerne på butiksområdet i gang klokken 12, mens byggeriet mødes onsdag morgen klokken 9.
Her håber parterne på resultater henholdsvis i eftermiddag og natten til torsdag.
Inden da skal LO og Dansk Arbejdsgiverforening i dag fortælle forligsmanden, hvor de forskellige parter er uenige.
3F’s transportgruppe og Transportområdet, hvor parterne efter at have været samtlige forhandlingspunkter igennem, måtte trække pausekortet i søndags, har ikke meldt ud, hvornår man sætter sig til mødebordet.
Ifølge arbejdsmarkedsforsker professor Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet er der her tale om et “minisammenbrud” i forhandlingerne. Men han vurderer, at parterne stadig kan løse problemerne, uden forligsmandens mellemkomst.
“Jeg tror meldingen hele vejen rundt vil være, at der stadig er forligsmuligheder. Og så længe parterne føler, at de kan selv, så vil forligsmanden holde sig væk. Det er først, når der er tale om sammenbrud, at forligsmanden går ind. Og det er der slet ikke tale om endnu,” siger han.
Parterne ønsker ikke at diskutere stridspørgsmålene i pressen, så længe forhandlingerne er i gang. Her er Flemming Ibsens bud på de springende punkter inden for de tre hovedområder.
1) På transportområdet med næsten 60.000 chauffører, lagerarbejdere, skraldemænd, havnearbejdere, reddere og fiskere, har parterne forsøgt at nå til et forlig om blandt andet lønnen.
Forliget – det store på normallønsområdet – får afsmittende effekt for 100.000 ansatte inden for rengøring, på slagterier og i beklædningsindustrien. Og her “arver” parterne ikke søndagens industriforlig med en stigning i minimumslønnen på 1,35 kroner. Lønnen skal aftales helt fra bunden – uden at den senere kan forhandles lokalt.
“Her er det pengene, man diskuterer, og her vil lønmodtagerne have mere end de 1,35 kroner. Hvis inflationen ligger på på 2,5 procent og timelønnen ligger på 150 kroner i snit, så skal du op på 3,75 kroner. Det tror jeg dog ikke, kommer til at ske. Men det er det, de skal gå efter hver gang. Og de fik en reallønstilbagegang i sidste periode. Så det kan sagtens være det, de slås om. Og får 3F ikke reallønnen hjem, så kræver man andre ting til gengæld. Det kan være uddannelse af ledige, seniormodel, lettere at få sygedagpenge og tryghedsgoder. Og social dumping,” siger Flemming Ibsen.
2) Omvendt forholder det sig inden for byggeriet. Her overtager man blandt andet lønstigningerne fra industriforliget.
“Her er der ikke så meget at diskutere på lønnen, fordi man får en ramme fra industriforliget. Men det, de så kan diskutere er mere organisationsspecifikt som social dumping og kædeansvar. Jeg tror, de slås for at få konkretiseret et ansvar fra underentreprenørerne. Social dumping fylder meget på det område,” siger Flemming Ibsen.
Ved et kædeansvar er alle overordnede entreprenører ansvarlige for mangelfuld overholdelse af kollektive aftaler hos alle deres underentreprenører. Det har været et ønske fra fagbevægelsen i flere år.
3) På butiksområdet er den helt store knast, hvad de butiksansatte skal have i genetidsbetaling, når lukkeloven bortfalder til august, og butikkerne kan holde åbent, når det passer dem.
“Det, der fylder meget der, er formentlig fleksibel arbejdstid, fordi den nye lukkelov giver frit slag. Og det, som man gerne vil have i overenskomsterne, er at belægge vagterne med nogle tillæg. Det er typisk det, man diskuterer der. Så jeg tror, det handler om, hvad timerne skal koste,” siger Flemming Ibsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu