Økonom: EU mangler en finansiel bazooka

9. december 2011 12:48 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Økonom: EU mangler en finansiel bazooka
Billede mangler

Nattens nedbrud i forhandlingerne om en fælles EU-traktat har efterladt Europa splittet.
Eurolandene med Tyskland og Frankrig i spidsen arbejder videre med et tættere økonomisk samarbejde, mens lande som Danmark og Storbritannien står udenfor.
Danske og internationale politikerne slås nu om, hvorvidt nedbruddet er godt eller skidt nyt for krisen i Europa.
Ifølge Danske Banks cheføkonom er det dog ikke voldsomt bekymrende, at EU-landene nu er brudt op. Det problematiske er, at der ikke er udsigt til løsning af de helt aktuelle problemer med gældskrisen i blandt andet Italien.
“Markedet føler sig ikke overbevist, at man har fundet den finansielle bazooka, der kan skyde uroen ned,” siger cheføkonom Steen Bocian til Newspaq, og uddyber:
“At eurolandene går solo, og at vi får en EU i flere tempi, er ikke noget markedet reagerer på. Det, der bekymrer markederne, er, at eurolandene ikke har leveret overbevisende svar på, hvordan de vil løse den akutte krise i blandt andet Sydeuropa, hvor der er tvivl om landenes evne til at betale gælden tilbage,” siger Steen Bocian.
De spilleregler, man ønsker at lave i euroklubben, vil kun virke på længere sigt. Derfor hjælper man ikke de lande, som allerede er i knibe, hvilket er det eneste, som kan give ro.
Danskerne kan i den forbindelse kun se til, mens eurolandene forsøger at ramme plet. Først når eller hvis Danmark vælger at deltage i samarbejdet, kan man komme med i kampen for at styrke Europa.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu