Ole Sohn kvitter ministerposten og Folketinget

12. oktober 2012 07:27 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Ole Sohn kvitter ministerposten og Folketinget
Billede mangler

Ole Sohn (SF) genopstiller ikke ved næste folketingsvalg – og når SF får ny leder træder han tilbage som minister, meddeler han.
 
Erhvervs- og Vækstminister Ole Sohns udmelding kommer i dagens Jyllands-Posten, hvor Ole Sohn forklarer om baggrunden for at han ønsker at indstille sin minister- og folketingskarriere.
 
– Når der nu skal vælges ny leder, synes jeg, at det er mest fair at sige, at jeg stopper med udgangen af denne valgperiode. Det er et signal til de to kombattanter om, at når de nu skal bygge fremtidens hold op, så giver det god mening at se på, hvem der er med efter næste valg, siger Ole Sohn til avisen.
 
Ole Sohn er af flere politiske kommentatorer i farezonen for at miste sin ministerpost uanset om Annette Vilhelmsen eller Astrid Krag bliver ny SF-formand efter Villy Søvndal. Vinderen af formandsvalget offentliggøres i morgen, lørdag.
 
Det er dog ikke for at komme en eventuel degradering i forkøbet, at Ole Sohn nu melder klart ud.
– Jeg ved ikke helt, hvad forskellen er. Forstået sådan, at man jo kun er minister, så længe statsministeren eller den formand, der bliver valgt, synes, at man skal være det. Jeg lever i nuet, og så har jeg interesseret mig mere for fremtiden. For det er der, jeg har tænkt mig at tilbringe resten af livet, siger han til Jyllands-Posten.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu