Olesen: Jeg kan vinde Masters

15. april 2013 10:50 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Olesen: Jeg kan vinde Masters
Billede mangler

Den største danske præstation i US Masters nogensinde. Det er, hvad Thorbjørn Olesen kan se tilbage på med sin sjetteplads i den traditionsrige turnering. Olesen imponerede med at være den bedste spiller i weekenden med samlet -8, og over de sidste tre runder var danskeren den bedste af alle i feltet med samlet -10.

De gode resultater har givet Olesen blod på tanden i forhold til næste års Masters, hvor de 12 bedst placerede spillere fra årets turnering er direkte kvalificeret.

– Det er klart, at jeg har drømt om, at det gik godt, og før ulykken synes jeg, at jeg har spillet rigtig godt hele året og var begyndt at ramme bolden bedre, og puttningen er kommet også. Det er nok den turnering, jeg allerhelst vil vinde, så det er selvfølgelig fedt at være kvalificeret allerede nu, siger Olesen til teetime.dk

Olesen får altså chancen til næste år, men om det bliver i 2014, at han kommer til at iføre sig den grønne jakke som sejrherre, er måske for tidligt. Han satser dog at vinde turneringen på et tidspunkt.

– Der er en masse ting at arbejde på, men jeg tror på, at jeg måske godt kan vinde Masters engang i fremtiden, siger Olesen, der ikke var specielt hæmmet af den trafikulykke, han var involveret i inden Masters.

Jeg tager stadig medicin og får behandling. Det er ikke noget, der ændrer mit sving, så på den måde er jeg ovre det. Jeg har stadig lidt småsmerter, men det har ikke forhindret mig i at spille i denne uge (sidste uge, red.), siger han til tv.2.dk.

Med det gode resultat i Masters håber den dansker golf-komet, at døren til USA nu er åben.

– Det er vigtigt for mig at få spillet en del herovre. Jeg skal lære at spille herovre og præstere herovre. Det har jeg bevist nu, og det tager jeg med videre. Det kan godt være, at jeg i fremtiden skal spille mere herovre. Jo flere gange jeg laver sådan nogle resultater, desto mere får de øjnene op for mig, siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu