Olic sørgede for kroatisk sejr i nabo-krigen

22. marts 2013 20:46 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Olic sørgede for kroatisk sejr i nabo-krigen
Billede mangler

Kroatien kommer stadig nærmere på en billet til VM i Brasilien næste sommer.

 

Fredag aften tog de skakternede endnu et vigtigt skridt mod VM-kvalifikationen, da de på hjemmebane i Zagreb vandt 2-0 over ærkerivalerne Serbien.

Veteran-angriberen Ivica Olic sørgede for at sikre Kroatiens sejr med en scoring og en assist. Først udnyttede han midt i 1. halvleg en dum fejl begået af den serbiske venstre back Aleksandar Kolarev og lagde op til Mario Mandzukic, der sikkert bragte kroaterne foran 1-0.

Otte minutter før pausen var 33-årige Olic selv på pletten og fordoblede føringen, da han satte brystkassen på et frispark fra Darijo Srna.

Kroaterne fører nu gruppe A med 13 point for fem kampe, tre mere end Belgien, som senere fredag aften spiller ude mod Makedonien. Serbien har derimod lange udsigter til en VM-billet. De har kun fire point efter fem kampe, inden de på tirsdag møder Skotland hjemme.

Kampen blev spillet med et stort sikkerhedsopbud, selvom der kun var kroatiske tilskuere på stadion. Det kroatiske og det serbiske fodboldforbund havde på forhånd aftalt, at man af sikkerhedshensyn ikke sender fans med til udekampene. Bortset fra sporadiske hånlige tilråb mod de serbiske spillere fra enkelte grupper af kroatiske fans, var der ikke nogle problemer under kampen.

Det er første gang, at de to hold mødes som selvstændige nationer efter den blodige borgerkrig i 1990erne, der endte med at splitte Jugoslavien op i en række selvstændige stater. De to hold mødes igen i den modsatte kamp i Beograd 6. september.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu