Olie boykot er dyrkøbt symbolpolitik

23. januar 2012 16:04 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Olie boykot er dyrkøbt symbolpolitik
Billede mangler

I dag har EU’s udenrigsministrene i fællesskab besluttet at boykotte olie fra Iran. Dermed tilslutter EU sig den amerikanske kurs i et intensiveret forsøg på at tvinge Iran til at opgive sit atomprogram. Men det ligner mere et slag i luften end et slag i bordet, vurderer to professorer fra Aarhus Universitet.
“Det er dybt uforudsigeligt, hvilke konsekvenser det vil få,” lyder den umiddelbare melding fra Derek Beach, der er professor i international politik ved Aarhus Universitet.
Der er dybest set to betingelser for, at sanktioner som denne kan få effekt. For det første skal sanktioner være multilaterale. Det betyder, at der skal være global tilslutning, så hele eksporten rammes. Dernæst skal sanktionen være rettet mod et område, som det pågældende land ikke ser som en fundamental del af sin eksistens.
Ingen af de ting gør sig gældende for Iran. De har stadig store oliekunder uden for EU, og styret har tidligere udtalt, at det ikke bliver noget problem at sælge olien. Det vil altså kræve, at både Kina og Indien tilslutter sig sanktionerne. Derudover ser det iranske styre også atomprogrammet som en væsentlig del af den nationale suverænitet.
Derek Beachs kollega, der også er professor i international politik, bakker op om analysen.
“Hvis hensigten er at sende et kraftigt signal, er tiltaget ambitiøst nok, men det stopper ikke atomprogrammet i løbet af natten, det vil være fuldstændig urealistisk at forestille sig,” siger Knud Erik Jørgensen til Newspaq.
Han kalder sanktionen for et forsøg på diplomatisk tvang, men det har indtil videre ikke været nok til at få iranerne til at ændre deres kurs. Det er klart udtryk for, at situationen tilspidses.
“At der er sket en eskalering, det, synes jeg, er særdeles tydeligt,” siger Knud Erik Jørgensen.
Derek Beach understreger, at EU ikke rigtigt havde mulighed for at gå mod sanktionerne.
“EU er kommet i en situation, hvor de moralske argumenter er så tungtvejende, at der ikke er andre valg end at gå med,” siger Derek Beach.
Derfor kan det meget vel blive et slag i luften at boykotte Iran. Og det er bestemt ikke gratis. Særligt dyrt kan det blive for Grækenland, der får hovedparten af deres olie fra Iran.
“Det er billigt for USA at indføre sanktioner, men det bliver dyrt for EU at gå med,” siger Derek Beach.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu