Olivers far: Jeg har været utrolig tålmodig

4. april 2012 23:43 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Olivers far: Jeg har været utrolig tålmodig
Billede mangler

Da Thomas Sørensen hentede sin søn Oliver i Østrig i tirsdags, var det efter grundige overvejelser.

 
Det fortæller han til DR Nyheder.
“Så det er ikke en desperat handling. Jeg kan ikke længere vente på, at Oliver tager skade af at være bortført fra sine venner, sin familie og sin far, som han står meget nær,” fortæller Thomas Sørensen til DR Nyheder.
Han har den fulde forældremyndighed over sin søn efter adskillelsen fra moren Marion Weithaler. Men de østrigske myndigheder har ikke accepteret den danske afgørelse.
“Derfor har jeg taget det skridt at hente Oliver hjem, fordi jeg ikke længere følte, at Østrig behandlede den her sag retfærdigt, og at de har overtrådt Haagerkonventionen ved ikke for længst at have udleveret Oliver,” siger Thomas Sørensen til DR Nyheder.
Siden juli 2010 har han været adskilt fra sin søn, som han har besøgt hver tredje uge i Østrig, hvor han er blevet tildelt tre timers overvåget samvær.
“Det har været frygteligt. Jeg kan slet ikke beskrive det at få taget ham fra mig på den måde. Det er jo ikke noget liv at have med sin søn at sidde med ham i et lukket rum i tre timer. Vi lavede jo alt sammen før. Jeg har været den primære forælder,” siger han til DR Nyheder.
Og Oliver er glad for at være hjemme i Danmark, siger hans far.
“Det er lykkeligt. Han er super glad for at være tilbage, han vil hele tiden have fat i mig, og han er glad for at se sin familie,” siger Thomas Sørensen til DR Nyheder.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu