Olsen: Ikke min beslutning

18. marts 2013 21:04 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Olsen: Ikke min beslutning
Morten Olsen,inkasserede sammen med A-landsholdet et 3-2-nederlag onsdag aften mod Polen. Foto: Anders Kjærbye/Fodboldlandsholdet.

Han har stået der i 13 år. Stået gang på gang og forsvaret, hyldet, vrisset, jublet og skældt ud på alt fra landshold, til manden på gaden og medierne. Nu kan Morten Olsens æra på landsholdet nærme sig slutningen. Både Olsen og generalsekretær Jim Stjerne Hansen har slået fast, at nederlag i de to kampe mod Tjekkiet og Bulgarien vil betyde, at et nyt landshold skal formes til næste kvalifikationsturnering.

 

Men vil det blive med eller uden Morten Olsen? Spørgsmålet blev stillet til holdets træning mandag aften i Marbella, men Olsen ville ikke skæmme de smukke træningsomgivelser med sådanne negative tanker, lod han forstå.

– Hvis vi ikke får pointene, må det være andre, der tager den beslutning. Jeg synes, det er forkert at stå her i dejlig solskin og snakke om negative scenarier. Dette handler om, at vi har en stor tro på, at vi kan få minimum fire point ud af de to kampe – ja vi kan også vinde begge kampe, sagde Olsen.

Men blev så spurgt igen. Og svarede næsten det samme igen.

– Jeg har brugt vinterpausen på at fokusere på Tjekkiet og Bulgarien. Det er ikke mig, der skal stå her og opstille scenarier om, hvad der skal ske i tilfælde af, at vi ikke får pointene. Vi kigger med positive energier på det her. Det vil være forkert at stå og snakke andre ting, vi skal ikke kigge længere frem, vi skal fokusere på disse to kampe, sagde han

– De fleste spillere her og jeg selv har prøvet det her tidligere. Vi står i præcis samme situation som for to år siden oppe i Oslo, det var nøjagtigt det samme pres dengang. Det er ikke mig, der er vigtig, det er landsholdet, der er vigtigt her, og det er os alle sammen, sagde Olsen.

Men selv hvis Danmark skulle trække sig sejrrigt ud af de to forestående kampe, venter der stadig svære kampe. Danmarks dårlige start i gruppen, gør, at alle de resterende kampe vil være finaler.

– Der er da et ekstra pres på os, det er jo syv finaler for os. Spillerne er også opmærksomme på, der er ikke plads til at tabe kampe. Så vi skal naturligvis have point ud af alle kampene, men de næste to kampe er mod vores direkte konkurrenter, sagde Olsen.

Han erkender, at der er problemer på venstre back og på målmandsposten, hvor kandidaterne ikke får spilletid i deres klubber. Men de problemer har de ørige hold også, siger han.

– Det er kendt for enhver, at der er visse positioner, hvor vi har mindre alternativer end andre. Det må vi jo leve med som lille hold. Vi må leve med, at vi har spillere med, som ikke spiller på deres klubhold. De problemer har de store hold ikke, men ligesom os har Tjekkiet og Bulgarien også disse problemer, siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu