Olsen roste holdet efter sejr over Tjekkiet

22. marts 2013 23:36 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Olsen roste holdet efter sejr over Tjekkiet
Morten Olsen,inkasserede sammen med A-landsholdet et 3-2-nederlag onsdag aften mod Polen. Foto: Anders Kjærbye/Fodboldlandsholdet.

Morten Olsen roser det danske hold efter sejren på 3-0 i VM-kvalifikationskampen mod Tjekkiet.

 

Morten Olsen var efter den vundne VM-kvalifikationskamp over Tjekkiet i højt humør.

– Det er en af de store sejre, sagde han til Kanal 5 efter kampen og tilføjede:

– Den præstation spillerne leverer er fantastisk. Indtil det første mål er det en fysisk betonet kamp med masser af omstillinger og direkte spil. Men da vi kommer foran, kommer der ro på.

Morten Olsen roste efter kampen ikke mindst forsvaret.

– Som hold stod vi fantastisk, sagde han.

OBs tidligere sportschef Poul Hansen, der nu er en del af 1. divisionsklubben Brønshøjs trænerteam, så VM-kvalifikationskampen fra tv-skærmen – og lagde efterfølgende ikke skjul på, at han var imponeret over den danske indsats.

– Resultatet øger vores muligheder for at komme med til VM markant. Nu skal sejren følges op med en ny over Bulgarien på tirsdag. Lykkes det, ligner det en dansk andenplads efter Italien i kvalifikationsgruppen, og så skal vi i playoff, sagde Poul Hansen, der roste det danske holds præstation mod Tjekkiet til skyerne.

– Defensivt stod holdet perfekt. Jeg har aldrig set Simon Kjær spille bedre på landsholdet. Hans samarbejde med Daniel Agger var fremragende. På midtbanen stod vi klar distancen, og fremme var Andreas Cornelius et rent energibundt, sagde Poul Hansen, der til gengæld var skuffet over tjekkerne.

– Jeg troede, de var bedre. Men tempomæssigt havde de intet at byde ind med. Deres chance for at komme med til VM er nu ikke-eksisterende, sagde Poul Hansen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu