Olympisk mester afsløret som doping-snyder

22. marts 2013 19:33 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Olympisk mester afsløret som doping-snyder
Billede mangler

Mistanken lå tungt om de to tyrkiske løbere Asli Cakir Alptekin og Gamze Bulut, da de løb over stregen ved som overraskende guld- og sølvvindere på kvindernes 1500 meter ved OL London i august sidste år.

 

De to tyrkeres pludselig fremgang gav næring til spekulationerne om urent trav, ikke mindst fordi guldvinderen allerede som junior var blevet knaldet en gang for doping-snyd.

Engelske Lisa Dobriskey sagde det lige ud efter finalen:

– Jeg får nok problemer, når jeg siger det, men jeg tror ikke på, at vi konkurrerer på lige vilkår, sagde hun med klar adresse til den tyrkiske duo.

Nu ser det ud til, at guldvinderen er blevet afsløret.

Ifølge det kinesiske telegrambureau Xinhua er Alptekin blevet afsløret af WADA som en af otte atleter, der har testet positiv for forbudte stoffer. Det er endnu ikke bekræftet af det internationale atletik forbund IAAF eller WADA.

Det vides derfor heller ikke, hvornår den positive test stammer fra.

Da den dobbelte tyrkiske OL-triumf var en realitet, var Alptekin eller meget kry, da hun blev spurgt, om hvordan det dog var lykkedes de to piger at sætte et verdensklassefelt til vægs.

– Vi kom her for at tage første- og andenpladsen. Det her er tyrkisk power, sagde hun dengang.

Alptekin testede allerede positiv som juniorløber tilbage i 2004, og derfor står hun til en livstidsudelukkelse, hvis historien bliver bekræftet.

Adskillige atleter har på twitter udtrykt deres begejstring over, at Alptekin er blevet afsløret. Flere sætter store spørgsmålstegn ved om sølvvinderen Bulut er ren og værdig til at overtage OL-guldet.

Tyrkisk atletik har i de senere år været plaget af flere dopingtilfælde blandet de største profiler. Således har blev Süreyya Ayhan, der også var 1500 meter-løber, i 2009 idømt en livstidskarantæne for sin anden overtrædelse af doping-reglementet, da hun testede positiv for anabolske steroider.

Den tyrkiske EM-guldvinder på 10.000 meter fra 2010 Alemitu Bekele har netop appelleret den fireårige karantæne, som hun har fået efter unormale blodværdier i hendes biologiske pas.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu