Ombudsmænd i krig mod Facebook-reklamer

3. maj 2012 12:52 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Ombudsmænd i krig mod Facebook-reklamer
Billede mangler

Facebook er populær over hele verden – og det gælder også blandt børn og unge i de nordiske lande.
Derfor skal de også beskyttes mod virksomheders ulovlige reklamefremstød på det sociale medie.
Forbrugerombudsmændene i Sverige, Danmark, Norge, Finland, Island og på Færøerne har gennemført en fælles undersøgelse af, hvordan erhvervsdrivende markedsfører sig via sociale medier.
Og de slår fast, at markedsføringslovens regler også gælder, når erhvervsdrivende markedsfører sig via sociale medier.
Det betyder, at lovens krav til reklamer for børn og unge også gælder for sociale medier – herunder kravet om, at erhvervsdrivende ikke må rette direkte købsopfordringer til børn.
– Jeg håber, at vores arbejde vil medvirke til at skabe større klarhed om, hvad der gælder, når erhvervsdrivende markedsfører sig via sociale medier, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe og tilføjer:
– Vi har anlagt en mere forsigtig fortolkning af uanmodet elektronisk kommunikation end tidligere. Med den nuværende fortolkning kan de erhvervsdrivende undgå de fleste problemer ved at undlade at præmiere brugere for at sprede reklame til andre brugere, siger han.
For nogle meddelelser – for eksempel på Facebook – kræves der et forudgående samtykke. For andre meddelelser kræves det, at brugeren kan frabede sig yderligere reklamer fra den erhvervsdrivende.
Efter markedsføringsloven er det forbudt uanmodet at sende reklamer via elektronisk post – for eksempel e-mails og sms. Andre elektroniske meddelelser skal man kunne frabede sig at få.
Forbrugerombudsmændene retter henvendelse til EU-Kommissionen for at gøre opmærksom på, at definitionen af elektronisk post formentlig ikke længere er tidssvarende.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu