Omfattende indbrud på kunders netbank

14. august 2012 17:25 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Omfattende indbrud på kunders netbank
Billede mangler

Ukendte personer forsøger p.t. at angribe Sydbanks NetBank med virus.
Sådan lyder advarslen på Sydbanks hjemmeside til kunder, der forsøger at logge ind på deres netbank via NemID. En ukendt gerningsmand har nemlig forsøgt at overføre penge fra bankens kunder til udenlandske konti.
– Kunderne oplever, at når de taster deres sædvanelige brugernummer, password og efterfølgende kode fra nøglekortet, at en hacker opsnapper det fra en falsk log-on komponent og så laver en falsk transaktion på kundens konto, siger områdedirektør i banken, Niels Skylvad, til Newspaq.
Indtil videre har 14 kunder oplevet, at der forsvandt penge fra deres konti, og det er mange set med Sydbanks øjne.
-Set fra Sydbanks perspektiv er det her et stort angreb. Men det er lykkedes os at få stoppet alle transaktionerne inden de er kommet i hænderne på hackeren, siger Niels Skylvad.
Banken har ikke oplevet angreb på netbanken den seneste uge, og derfor tror man, at den digitale tyv har opgivet. Men advarslen er stadig på hjemmesiden.
-Vi må jo konstatere, at der er spredt en virus ude på kundernes pc’ere, derfor er vi nødt til at fortælle dem, at de skal være opmærksomme, hvis de bliver bedt om at taste koder to gange, siger områdedirektøren.
Bliver din computer angrebet af en virus, kan du eksempelvis opleve at blive bedt om at logge ind to gange efter hinanden eller blive bedt om at angive din adgangskode (f.eks. via en pop-up side), selvom du allerede er logget ind i NetBanken.
Normalt skal du kun angive dit Bruger-ID, adgangskode og NemID-nøgle én gang ved login. Efter login er gennemført, skal du kun angive din adgangskode, når du skal bekræfte en betaling, en fondshandel eller nye vilkår.
Det er første gang, at Sydbank er ramt af et virus-angreb.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu