Op mod 30.000 mister dagpengene næste år

14. august 2012 11:12 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Op mod 30.000 mister dagpengene næste år
Billede mangler

Debatten om dagpenge foregår på et forkert grundlag. Risikoen for at stå uden dagpenge næste år rammer mange flere, end selv nogle politikere tror.
Det mener Verner Sand Kirk, direktør for arbejdsløshedskassernes organisation AK Samvirke.
Helt op mod 30.000 mennesker risikerer at miste retten til dagpenge næste år, så de må søge og måske få den meget lavere kontanthjælp.
– Det samlede bruttotal er helt op mod 30.000 personer på årsbasis. Selv om det lykkes at få en del reddet på målstregen, så taler vi stadig om et tal, der bliver mindst 20.000 personer og måske mere, siger Verner Sand Kirk.
Ifølge direktøren for a-kassernes organisation er det især blevet fejlvurderet, hvor hårdt de arbejdsløse rammes af, at de nu skal have arbejde et helt år for at kunne optjene retten til dagpenge igen.
Det er en fordobling af perioden med optjening.
– Fordoblingen af genoptjeningskravet blev nærmest betragtet som en teknisk korrektion, da det blev vedtaget. Men det er en lige så stor stramning oven i halveringen af dagpengeperioden, siger Verner Sand Kirk.
Han sammenligner retten til dagpenge med et klippekort, som man klipper af, når man er ledig.
Hidtil har det været sådan, at et halvt års arbejde inden for de seneste tre år gav et nyt klippekort. Det er hævet til et helt års arbejde sammenlagt.
– Det betyder, at hvis du mister retten til dagpenge, og dagen efter får et barselsvikariat på 11 måneder, så ryger du alligevel ud igen, når vikariatet er slut. For 11 måneder er ikke de nødvendige 12 måneder, siger direktøren for AK Samvirke.
– Så har du stadig ikke dagpengeret. Det er den effekt, som virkelig gør det her alvorligt, siger han.
Ifølge AK Samvirke vil der i første halvår af 2013 hver måned være mindst 2000 og i værste fald 3000 personer, som ryger ud af dagpengesystemet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu