17 personer er trampet ihjel på fodboldstadion

11. februar 2017 02:05 | Af: Ritzau Fokus

Hundredvis af fodboldfans stormede fredag aften portene til et stadion i Angola for at se en lokal kamp.

17 personer er trampet ihjel på fodboldstadion
En tragedie ramte fredag afrikansk fodbold. 17 mennesker blev dræbt ved en fodboldkamp i den lokale liga. (arkivfoto) Foto: Joe Klamar/AFP

Mindst 17 personer er trampet ihjel, og mange er såret på et fodboldstadion i det centralafrikanske land Angola fredag aften.

Det fortæller en hospitalschef ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Der opstod kaos, og panikken spredte sig, da hundredvis af fodboldfans stormede portene for at se en kamp mellem lokale fodboldhold.

Kampen skulle finde sted på et stadion ved navn January 4th i den nordlige by Uige, der ligger omkring 285 kilometer nordøst for hovedstaden Luanda nær grænsen til Den Demokratiske Republik Congo.

Kort før opgøret mellem Santa Rita de Cassia og Recreativo de Libolo skulle begynde, bredte panikken sig.

– Der blev skubbet, og det førte til, at folk blev kvalt. Nogle blev nødt til at gå oven på andre mennesker. Der var 76 sårede, og 17 af dem døde, siger Ernesto Luis, administrerende direktør på det lokale hospital.

Det lokale politis talsmand, Orlando Bernardo, siger til nyhedsbureauet AFP, at der er et endnu ukendt antal børn blandt de dræbte.

Ifølge politiet var stadionet allerede fyldt, da flere hundrede personer forsøgte at komme ind på stadion.

Vidner fortæller til AFP, at mange af fodboldtilskuerne ikke havde billet til kampen, da de forsøgte at komme ind på stadion.

Recreativo de Libolo skriver på klubbens hjemmeside, at “det er en tragedie uden sammenligning i Angolas fodboldhistorie”.

/ritzau

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu