2. etape af Post Danmark rundt aflyst: Vejret er helt vildt dårligt

13. september 2017 16:21 | Af: Ritzau Fokus

Ledelse og ryttere havde diskuteret, om man overhovedet skulle starte.

2. etape af Post Danmark rundt aflyst: Vejret er helt vildt dårligt
Vejret var dårligt fra starten af onsdagens etape, der blev aflyst efter 100 kilometer. Dette billede er fra 1. etape tirsdag. Foto: Thomas Sjoerup/Scanpix

Det danske efterårsvejr har vist sig som en stor udfordring for arrangørerne af etapeløbet PostNord Danmark Rundt.

Onsdag måtte arrangørerne aflyse 2. etape efter omkring 100 kilometers kørsel i kraftig blæst og massiv regn.

Forinden havde løbsdirektør Jesper Worre forsøgt at løse situationen ved at droppe den planlagte tur over Svendborgsundbroen til Tåsinge og neutralisere yderligere 30 kilometer af ruten.

Den plan var rytterne dog uenige i, og med den forsvarende mester, Michael Valgren (Astana), som forhandlingsleder blev man enige om at indstille kørslen helt.

Rytterne så ingen grund til at trille kilometer efter kilometer på en neutraliseret etape i det trøstesløse vejr.

De valgte i stedet at køre tilbage til startbyen, Svendborg, frem for at fortsætte mod målstregen i Odense.

– Under neutraliseringen af løbet meddeler rytterne, at de ikke ønsker at gennemføre etapen. Vi lytter til ønsket og aflyser etapen, udtaler Jesper Worre i en pressemeddelelse.

Sprinter stod af

Allerede efter 15 kilometers kørsel af 2. etape mistede løbet en af sine største attraktioner i skikkelse af den franske sprinter Nacer Bouhanni (Cofidis), der valgte at stå af cyklen.

Ifølge hans hold kæmpede Bouhanni med sygdom.

PostNord Danmark Rundt plejer at ligge sidst i juli og i begyndelsen af august, og det er første gang, løbet er placeret så sent på året.

Det skyldes, ifølge Jesper Worre, at der ikke var plads i denne sæsons cykelkalender. Han har allerede varslet, at løbet næste år er tilbage på sin sædvanlige placering sidst i skolernes sommerferie

3. etape køres torsdag med mål i Vejle og et gensyn med den traditionsrige stigning på Kiddesvej.

Danske Casper Pedersen (Giant-Castelli) er indehaver af løbets førertrøje efter sin sejr på 1. etape.

/ritzau/

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu