Politiet undersøger ny skud-episode på Nørrebro

20. august 2017 20:07 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Københavns Politi er til stede på Nørrebro, hvor der er anmeldelse om skud ved Esromgade.

Der er formentlig afgivet en række skud på Nørrebro søndag aften, oplyser vagtchef Henrik Stormer fra Københavns Politi.

På Twitter skriver politiet:

– Anmeldelse om skyderi ved Esromgade. Politiet er på stedet og undersøger.

Endnu har politiet ikke skabt sig et billede af, hvad der præcist er foregået.

– Der er formentlig afgivet fem-seks skud. Det er formentlig op i luften. For nuværende er der ingen meldinger om tilskadekomne, siger Henrik Stormer.

– Det er alt, hvad jeg kan fortælle nu.

Mange uklarheder

Det er dermed uklart, hvorvidt nogen er ramt.

Det er også uklart, hvem der har været involveret i hændelsen, der har ført til en anmeldelse på Nørrebro.

Men politiet har ifølge TV2 mistanke om, at både cykler, biler og knallerter er involveret i hændelsen.

Ud over at være massivt til stede omkring Esromgade, hvor de mulige skud er affyret, så cirkler en helikopter søndag aften rundt over Nørrebro. I helikopteren kan man se en af politiets aktionstyker sidde med en maskinpistol.

Adskillige skyderier

Siden midten af juni har der været adskillige skyderier på Nørrebro og i Københavns Nordvestkvarter.

De menes at have forbindelse til en eskalerende bandekonflikt i hovedstaden.

I flere dele af København er der desuden indført visitationszoner.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu