Opgør i Vanløse efter matchfixing-sag

5. februar 2013 18:55 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Opgør i Vanløse efter matchfixing-sag
Billede mangler

Danmarksserieklubben Vanløse IF er på ny blevet kædet sammen med en sag om matchfixing i dansk fodbold.

 

Den daværende Vanløse-træner Michael Madsen bliver i DBUs kendelse i matchfixing-sagen, der mandag kostede FC Vestsjælland-spilleren Kristoffer Wichmann seks måneders karantæne, sat i forbindelse med aftalt spil.

I september 2010 blev Vanløse-spilleren Jesper Sneholm taget i at spille for i alt 4.285 kroner på, at hans hold ville tabe 2. divisionskampen mod Elite 3000. Resultatet blev 1-3, og Sneholm vandt væddemålet. Han blev idømt en intern straf, mens DBU betragtede sagen som en prøvesag.

I DBUs kendelse i Kristoffer Wichmann-sagen skriver unionen ligeledes, at der i tre tilfælde er registreret usædvanlige spillemønstre på Vanløses kampe.

Det får Vanløses elitechef Jens Christian Petersen til at tage livtag med matchfixing-associationerne i klubben.

– Sagen har katapulteret hele diskussionen internt i klubben omkring vores kultur. Vi må erkende, at vi har haft nogle problematiske sager, og vi har stort fokus på, hvordan vi arbejder med spillernes tilgang og syn på fodbold, og hvordan de optræder som fodboldspillere.

Har der været en dårlig kultur i Vanløse?- Dårlig kultur er et definitionsspørgsmål. Dårlig kultur er, hvis man accepterer matchfixing, og man bidrager aktivt til det. Det hører ikke hjemme, så længe jeg har et ansvar i klubben, siger Jens Christian Petersen.

– Det handler om, at man historisk set har været præget af mennesker, som har haft mere hang til at drikke øl end at være seriøse med deres fodbold. Klubben er inde i en kraftig transformation, hvor der bliver arbejdet med kulturelle håndtag, og det involverer også matchfixing.

Den betændte kamp, som kastede mistanke på Michael Madsen, er pokalopgøret mod Hvidovre i august 2011.

Forud for kampen oplyst Vanløse-træneren til Danske Spils oddssættere, at han forventede at stille i stærkeste opstilling. I stedet blev et reservespækket mandskab sat på banen i kampen, som Hvidovre vandt 5-0.

Danske Spil noterede kraftig og usædvanlig spilaktivitet på Hvidovre-sejr og efterforskede længe sagen som en Niveau 2-sag, hvor flere personer i “organiseret fællesskab” fixer kampe.

Michael Madsen er ikke dømt i sagen, og elitechef Jens Christian Petersen mistænker ikke træneren for at have haft en finger med i spillet.

– Vi holdt samtaler med Michael Madsen, da han var i klubben, for at forstå, hvorfor han har ageret, som han gjorde, og for at finde ud af om vi kunne forsvare at fastholde ham som cheftræner. Han var meget aktiv og samarbejdsvillig, og vi fandt ikke mistanke til ham, siger Jens Christian Petersen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu