Opgør om syrisk olieprovins udløser blodige sammenstød

14. februar 2013 16:33 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Opgør om syrisk olieprovins udløser blodige sammenstød
Billede mangler

SYRIEN: Efter tre dage med hårde kampe indtog syriske oprøre torsdag byen Shaddadeh i Hasakah-provinsen, som ellers har været kontrolleret af præsident Bahar al-Assads regeringsstyrker.

 

Mindst 100 af de regeringstro soldater mistede livet, mens 30 personer med tilknytning til det al-Qaeda-relaterede netværk al-Nusra Front blev dræbt, beretter observatørenheden Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder ifølge Reuters.

Med indtagelsen af Shaddadeh rykker oprørerne tættere på provinsens hovedstad Hasakah, der ligger 45 kilometer mod nord.

Hasakah er et etnisk kludetæppe beboet af arabere og kurdere, og området er centralt, fordi størstedelen af Syriens olie udvindes her.

Under det næsten to år lange oprør mod Assad er olieudvindingen faldet med omkring en tredjedel, og produktionen anslås nu at være nede på 100.000 tønder om dagen.

Omar Abu Laila, der er talsmand for den østlige del af Den Frie Syriske Hær, siger til Reuters, at oprørerne, der også tæller al-Nusra Front-medlemmer, nu kontrollerer Shaddadeh efter at have bekæmpet statslige sikkerhedsstyrker og grupper med tilknytning til landets militære efterretningstjeneste.

»Shaddadeh og Ghabsa er nu under vores kontrol. I de næste par dage vil vi avancere mod Hasakah by«, fortæller han via telefonen.

Han fortæller endvidere, at al-Nusra Front har bistået oprørerne ved at detonere bilbomber i Shaddadeh, hvorefter angrebsstyrker har stormet centrale bygninger og indtaget byen. En metode, som oprørerne også har brugt andre steder i landet.

Indtagelsen af Shaddadeh vækker bekymring blandt de politiske ledere af den syriske opposition, som kæmper mod Assad og hans styrker.

Oppositionslederne har ikke den store kontrol med oprørerne, og de kan derfor ikke kontrollere, hvorvidt de puster til ilden i den omkringliggende provins, som er præget af en langvarig konflikt mellem kurdere og arabere.

Assad har siden oprørets begyndelse forsøgt at vinde kurderne over på sin side ved blandt andet at love statsborgerskab til tusindvis af fordrevne kurdere.

En stiltiende alliance er også indgået mellem Assad og den syriske gren af Det Kurdiske Arbejderparti, PKK. Til stor bekymring for Tyrkiet, som i årevis har undertrykt kurderne.

Konflikten i Syrien, bevæger sig snart ind i sit andet år, og FN anslår, at 70.000 mennesker har mistet livet under borgerkrigen, mens hundredtusinder er fordrevet internt og eksternt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu