Oppositionen afviser færre helligdage

14. maj 2012 10:59 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Oppositionen afviser færre helligdage
Billede mangler

Det bliver meget svært for regeringen at få afskaffet to helligdage ved lov. Oppositionen afviser nemlig at stemme for en eventuel lovændring, og Enhedslisten siger også nej.
Dagbladet Børsen skriver mandag, at fagbevægelsen og regeringen er enige om at afskaffe to helligdage forud for trepartsforhandlingerne. Men det kan kun ske, hvis der er flertal for det i Folketinget, hvilket ser meget svært ud.
– Dansk Folkeparti lægger ikke stemmer til det. Det er en forkert vej at gå at begynde at røre ved de traditionsrige helligdage, vi har i Danmark, siger arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted (DF).
– Det er et angreb på den kristne tro, og det familierne har indrettet sig efter og et angreb på danske traditioner, som vi ikke bryder os om, siger han.
De Konservative er på linje med Dansk Folkeparti.
– Det er en meget dårlig idé at fjerne helligdage i forsøget på at få danskerne til at arbejde mere. Tilsyneladende betyder traditioner ikke noget for regeringen, men det gør de for rigtig mange danskere, siger Mai Henriksen.
Hos Venstre siger arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs til Børsen, at partiet i stedet mener, at man bør se på antallet af feriedage. Og det bakker Dansk Folkeparti op om.
– Mange feriedage er overenskomstaftalt, og det har parterne mulighed for at aftale uden, at vi skal blande os. Det kan de gøre, hvis det er det, de er interesserede i, siger Bent Bøgsted.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu