Oppositionen griller Elbæk om EM-tur

8. juni 2012 11:48 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Oppositionen griller Elbæk om EM-tur
Billede mangler

Kulturminister Uffe Elbæk (R) flyver fredag eftermiddag til Ukraine, fordi han lørdag vil følge fodboldlandsholdet i åbningskampen ved EM mod Holland. Han står sammen med roliganer på lægterne, men holder sig fra VIP-loungen for vigtige personer.
Hans besøg har vakt modstand hos oppositionen, fordi Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Sverige ikke sender ministre, ligesom EU-Kommissionens formand José Manuel Barroso bliver væk i protest mod regimets overgreb på oppositionspoli9tikere som Julia Timosjenko.
– Ukraine kender den danske regerings holdning. Jeg glæder mig til at snakke med den opposition i Ukraine, som igen og igen siger: “Kom herned, snak med os og skab kontakt”, siger Uffe Elbæk.
Det siger han i et åbent samråd i kulturudvalget, hvor udenrigsudvalget deltager. Folketingets flertal med de borgerlige oppositionspartier samt Enhedslisten opfordrer Uffe Elbæk til at blive væk fra fodbold-EM for ikke at legitimere regimets metoder.
Det afviser kulturministeren dog. Dels vil han ikke skyde sport foran politik, dels vil han mødes flere gange lørdag med folk fra det ukrainske civilsamfund og søndag have et såkaldt round-table møde, forklarer Uffe Elbæk.
Desuden er regeringen principielt imod at sammenblande sport og politik, ligesom VK-regeringen ikke boykottede OL i 2008 i Beijing.
– Man skal med være meget varsom med at blande sport og politik sammen. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at bakke op om det danske landshold. Det har vi en stærk tradition for i Danmark, siger Uffe Elbæk.
Han fik grundlovsdag ubetinget støtte fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). Alligevel opfordrer flertallet i udenrigsudvalget Uffe Elbæk til at blive væk fra Ukraine.
Udvalget mødtes torsdag om sagen med Europaminister Nikolaj Wammen (S).

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu