Oppositionen støtter regeringens energiudspil

7. februar 2012 08:22 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Oppositionen støtter regeringens energiudspil
Billede mangler

Oppositionen og regeringen er efter svære forhandlinger ved at finde fælles fodslag omkring de næste otte års energiaftaler i Danmark.
“Der er stadig nogle ting, der lige skal på plads, men det nærmer sig. Det er klart, at nu har ministeren imødekommet os to gange, så vi er tæt på,” siger De Konservatives energiordfører, Mike Legarth, til Newspaq.
Oppositionen har blandt andet krævet, at planen højst måtte koste 3,6 milliarder kroner, og at en afgift på luftforurening med kvælstofilter (NOx), der ville koste erhvervslivet 600 millioner kroner, skulle ud af aftalen.
Regeringen har fremlagt beregninger, der viser, at udgifterne for erhvervslivet bliver meget mindre, end man tidligere har troet, og oppositionen har nu droppet modstanden og accepterer, at regningen ender på 3,9 milliarder kroner.
Der er dog stadig nogle ting, der skal forhandles på plads, før parterne kan underskrive den ny energiaftale.
“Der er nogle energiafgifter, der rammer bankerne meget hårdt. Det skal vi have fundet en løsning på. Og så er der nogle udeståender omkring prisen for forbrugerne, altså at det ikke må blive for dyrt for danskerne,” siger Mike Legarth.
Hos Venstre fortolker man det forventede kompromis som en sejr for oppositionen.
“Vi har hele tiden sagt, at vi gerne vil lave en bred energiaftale, men at det, regeringen lagde på bordet, var for dyrt. Derfor er vi glade for, at regeringen har barberet næsten to milliarder kroner af, så vi er der, hvor vi kan begynde at tale seriøst om, hvordan en energiaftale kan se ud på det indholdsmæssige plan,” siger Venstres energiordfører, Lars Christian Lilleholt, til Politiken.
Kilde: Politiken

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu