Oprørere indtager afrikansk hovedstad

24. marts 2013 11:21 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Oprørere indtager afrikansk hovedstad
Billede mangler

DEN CENTRALAFRIKANSKE REPUBLIK: Oprørere har nu kontrollen over Den Centralafrikanske Republiks hovedstad, Bangui, og landets præsident er flygtet til nabolandet DR Congo, oplyser en talsmand for præsidenten.

 

Præsident Francois Bozize skulle være flygtet over Oubangi-floden søndag morgen, da det stod klart, at Seleka-oprørerne havde kurs mod præsidentpaladset.

Bangui har søndag været præget af hårde kampe mellem oprørere og regeringssoldater, men nu skulle oprørerne altså have fået overtaget over byen.

»Paladset er netop faldet. Vi har indtaget paladset, bekræfter oprørernes talsmand Eric Massi over for Reuters.

Og det bliver bekræftet af Gaston Mackouzangba, talsmand for den flygtede Bozize, der kom til magten efter et militærkup i 2003.

»Oprørerne kontrollerer byen. Jeg håber ikke, at det medfører repressalier,« siger han.

Kampene i Den Centralafrikanske Republik har stået på i flere dage, og Seleka-oprørerne har ifølge nyhedsbureauet AFP ignoreret opfordringer til forhandlinger. Oprørsgruppen består af tre mindre grupper, der har som erklæret mål at afsætte Bozize.

De beskylder ham for at bryde den fredsaftale, der blev forhandlet på plads i det stærkt uroplagede land i januar i år. Oprørerne er blandt andet utilfredse med, at de ikke er blevet integreret i landets hær som aftalt.

Den Centralafrikanske Republik er en tidligere fransk koloni, og der bor omkring 1.250 franske statsborgere i landet. De bliver opfordret til at holde sig hjemme, men Frankrig har ikke udstedet nogen evakueringsordre.

Lørdag sendte Frankrig soldater til hovedstaden for at beskytte lufthavnen, og ifølge Reuters ønsker franskmændene FNs Sikkerhedsråd hasteindkaldt for at finde en løsning på krisen i det afrikanske land.

Der er frygt for, at urolighederne vil udvikle sig til et regulært blodbad, men trods voldsomme skyderier søndag, er der endnu ikke meldinger om dræbte.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu