Oprørt Rafa Benitez sviner Chelsea-fans

27. februar 2013 23:35 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Oprørt Rafa Benitez sviner Chelsea-fans
Billede mangler

Rafael Benitez blev mødt af mishagsytringer fra Chelsea-fansene lige så snart, han blev præsenteret som ny mand bag roret i den fyringsglade klub.

 

Og tilhængerne er stadig på nakken af spanieren, der havde stor succes i Liverpool. Det får nu Benitez til i et opsigtsvækkende radiointerview at lange ud efter Chelsea som klub samt klubbens fans.

– De spilder deres tid med deres bannere og deres sange. De behøver slet ikke bekymre sig om mig. Jeg smutter, når sæsonen er færdig, siger Benitez til BBC.

Han kritiserer også klubejer Roman Abramovic, der bevidst skrev “midlertidig manager” ud for Benitez’ navn og i det hele taget gjorde et stort nummer ud af at understrege, at spanieren var på lånt tid i klubben.

– De skrev “midlertidig” manager som min titel. Det var en kæmpefejl. En kæmpe, kæmpe fejl. Hvorfor skulle de gøre det? Måske tænkte de (bestyrelsen, red.), at ‘han engang var i Liverpool, så nu skriver vi midlertidig’, siger Benitez.

Han reagerede efter Chelseas FA Cup-sejr onsdag aften mod Middlesbrough, hvor flere medrejsende fans igen krævede hans hoved på et sølvfad.

– Jeg er træner, og jeg vil træne holdet til slutningen. Hvis de (tilhængerne, red.) har tænkt sig at fortsætte med deres dagsorden, så må de også tage ansvar. Hvis vi holder sammen, kan vi opnå, hvad vi har brug for. Men de gør hverken resten af fansene eller spillerne nogen tjeneste med deres opførsel.

– De skal støtte holdet og skabe en god atmosfære. Hvis vi ikke kan vinde den titel, vi er ude efter eller kvalificere os til Champions League, hvis de bliver ved med at synge og snakke, snakke… de gør os ikke nogen tjenester. De er nødt til at støtte spillerne og holdet, siger Benitez.

Han overtog i november 2012 trænerposten efter fyringen af populære Roberto di Matteo. Men nu har han for første gang sagt lige ud, at han stensikkert er fortid i Chelseas glohede sæde, når sæsonen slutter.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu