Den planlagte vej til Wembley

18. februar 2013 17:03 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Den planlagte vej til Wembley
Billede mangler

Det er afgørende for FC Bayern Münchens evolution, at de i aften forvandler et stadion med 60.000 mennesker til et lille bump på vejen mod Wembley.

Efter to sæsoner uden trofæer og sidste forårs smertefulde finalenederlag til Chelsea så har den sydtyske vindervilje og selvforståelse fået nok.

Nu skal der igen vindes titler, og den første af slagsen er så godt som pakket med sløjfe og bånd, efter at Borussia Dortmund er distanceret med hele 15 point i toppen af Bundesligaen. Med den tyske titel så godt som sikret kan FC Bayern München rette blikket mod Europa og Arsenal, der venter på et udsolgt Emirates i dagens Champions League -finale.

Bayern og Arsenal er to klubber med visse fællestræk. Begge har i perioder været voldsomt dominerede på den hjemlige scene, men ikke mindst Arsenal har tabt momentum, og heller ikke i denne sæson bliver Premier Leagues titel et anliggende for ’The Gunners.

»Vi må ikke undervurdere Arsenal. Det er et top-mandskab, og vi tager til London for at sikre os et godt udgangspunkt for at lette vores opgave i returkampen,« siger anfører Philipp Lahm.

»Arsenal er, som jeg ser det, et hold, der kunne gøre sig i den bedste halvdel af Bundesligaen,« konkluderer han.Om det så er en komplement for et engelsk hold må afhænge af temperament.

FC Bayern München har også siddet tungt på tysk fodbold, men i de seneste to sæsoner har Borussia Dortmunds ungdomsrevolution vippet magtbalancen fra foden af alperne til Ruhr-distriktet.

Nu tager sydtyskerne titlen tilbage igen, og det er helt efter planen udtænkt af trojkaen Uli Hoeness, Karl-Heinz Rummenigge og Franz Beckenbauer – klubbens absolutte topledelse.

I 2009 ansatte FC Bayern München hollænderen Louis van Gaal med tilnavnet ’Gale Louis på grund af sin lettere koleriske adfærd. Han overtog en trup rig på kreativitet, men fattig på struktur og organisatorisk fundament. Det fik pragmatiske Louis van Gaal ændret ved at satse på en stamme af spillere til at udgøre det fremtidige hold.Det er spillere som Manuel Neuer, Toni Kroos, Thomas Müller, Holger Badstuber og i særklasse Philipp Lahm og Bastian Schweinsteiger, der udgør denne kerne, og som i vidt omfang også er det tyske landsholds nøglespillere.

Spillere, der sammen med præcise indkøb af udlændinge, bidrager til at tage FC Bayern München fra den europæiske subtop til en plads helt fremme i feltet. Og helst som vinder af Champions League, efter at det på tre sæsoner er blevet til to tabte finaler, hvor henholdsvist Inter og Chelsea er kommet på tværs.

Især sidste sæsons finalenederlag var bittert. FC Bayern München dominerede kampen – tilmed afviklet på hjemmebanen Allianz Arena – men endte alligevel som taberen mod Chelsea. Det kunne have været det grusomme punktum for et stort hold, men tyskerne arbejder med devisen om, at hvis ikke det slår dig ihjel, så gør det dig stærkere.

Og set i den optik er der i løbet af de seneste 2-3 år konstant blevet optimeret hos de rød-blusede, og ulig de øvrige konkurrenter i den europæiske top sker det med et økonomisk overskud på 83 millioner kroner i det seneste regnskab.

Louis van Gaal blev erstattet af en anden veteran, Jupp Heynckes der tålmodigt har forædlet forgængerens taktiske arbejde til et mesterhold. Jupp Heynckes’ kontrakt udløber til sommer, men at det er lykkedes for klubledelsen at sikre sig den spanske mestertræner Pep Guardiola som afløser, understreger, at den bayerske evolution ikke er nået sit stadie udviklingsstadie endnu. Det var ellers ventet, at enten Chelsea eller Manchester City ville lande Guardiola, der har holdt et sabbatår efter sin tid i FC Barcelona.

Tiltrukket af tyskerne spillestil der, for nu at sige det mildt, er underholdende og hæsblæsende. I den hjemlige liga har de scoret 57 mål og blot indkasseret syv, og det der kunne være endt sidste år på Allianz Arena ligner mere og mere startskuddet til en ny epoke lig storhedstiden i 70erne.

»Vores defensiv er helt anderledes end sidste sæson. Det har været et Sisyfos-arbejde på træningsbanen for spillerne, men nu virker det, og vores evne til at spille til nul og samtidig være farlige bliver også nøglen i Champions League,« siger Jupp Heynkes på et pressemøde.

For hjemmeholdet Arsenal gælder det om at undgå at fortsætte den nedtur, der i år staves med B. Bradford sendte Arsene Wengers tropper ud af Liga Cup’en, og Blackburn det samme i FA Cup’en i weekenden – bliver Bayern alle dårlige gange tre?

»Vi har et godt hold, det kan ikke anfægtes, men vi mangler modenhed. Vi har udfordringer med vores mentalitet i øjeblikket, og det må jeg tage ansvaret for,« siger Arsene Wenger.

»Vi er nødt til at komme tilbage med en stærk reaktion på Blackburn-kampen. Vi ved, hvad Bayern kan og vil byde os, men står vi sammen som hold, så har vi en god chance for at gå hele vejen.«

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu