Optimisme forud for afgørende OK-forhandling

15. februar 2013 11:52 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Optimisme forud for afgørende OK-forhandling
Billede mangler

Fredag eftermiddag sætter Kommunernes Landsforening (KL) og fagforeningerne for godt 500.000 offentlige ansatte sig sammen for at tage hul på de endelige forhandlinger om en ny overenskomst for de næste to år. 

 

Ifølge Berlingskes oplysninger forventer parterne at lande en aftale i løbet af weekenden, og det står klart, at det bliver endnu en aftale i krisens tegn, som ikke vil indeholde de store gaver til lønmodtagerne.  Spørgsmålet er derfor, hvor ambitiøs aftalen bliver set med arbejdsgiverøjne. Det er især vigtigt for arbejdsgiverne, fordi det er KL som denne gang har sat de mest offensive krav om at få ændret på overenskomsten. Helt specifikt vil kommunerne fjerne den beskyttelse mod fyring, som tillidsmændenes repræsentanter har i dag. Argumentet er, at der i nogle kommuner er helt op til syv forskellige slags tillidsrepræsentanter og suppleanter, som ikke kan fyres. 

Omvendt ser fagforeningerne det krav som et frontalangreb på deres rettigheder og har blankt afvist kravet. Andre mulige knaster er spørgsmålet om ferie, hvor KL dels kræver, at den 6. ferieuge ikke skal kunne udbetales i penge og desuden vil bestemme, hvornår de ansatte skal holde den. Det kan trække forhandlingerne ud til både lørdag og søndag.

Når parterne er enige skal kommunerne i gang med at forhandle om særlige vilkår for de enkelte organisationer. Her er især lærernes arbejdstidsaftale det store stridspunkt, hvor sandsynligheden for konflikt er størst. 

   

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu