Optøjer efter hooligandom koster liv

26. januar 2013 13:04 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Optøjer efter hooligandom koster liv
Billede mangler

21 personer idømt dødsstraf for vold på fodboldstadion i Egypten. Dommen fører til nye sammenstød, og mindst otte meldes dræbt.

 

Hele 73 personer har været anklaget for at have deltaget i urolighederne, der brød ud på stadion efter en kamp mellem Cairos Al Ahli-fodboldhold og det lokale al-Masry-hold.

Tilskuere blev trampet ihjel eller faldt ned fra tribunerne, da de prøvede at flygte fra urolighederne, der opstod, da tilhængere af al-Masry gik til angreb på tilhængere fra det andet hold. De fleste af de dræbte var således tilhængere af Al Ahli.

Da dommen blev læst op i retten, der ligger i udkanten af Cairo, var det til stor jubel fra pårørende til dræbte fra tragedien. Mange var desuden mødt op ved det fængsel i Port Said, hvor de dømte er indsat. Statsligt TV rapporterede tidligere lørdag om skyderi og politiopbud ved fængslet. Fodboldfans og pårørende havde truet med vold i gaderne, hvis dommene ikke levede op til deres forventninger, og mange havde krævet dødsstraf.

Resten af de anklagede vil få deres domme 9. marts.

Dommene over fodboldbøllerne falder, mens Egypten lægger gader til uroligheder, der markerer toårsdagen for opstanden i landet, der endte med præsident Hosni Mubaraks afgang. Landsdækkende demonstrationer har fredag og lørdag således kostet ni mennesker livet, mens hundreder meldes såret.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu