Osamas svigersøn nægter sig skyldig

8. marts 2013 18:04 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Osamas svigersøn nægter sig skyldig
Billede mangler

USA: Osama bin Ladens svigersøn, Suleiman Abu Ghaith, nægtede sig fredag skyldig i sammensværgelse med formål at dræbe amerikanske statsborgere, skriver Reuters.
Suleiman Abu Ghaith, der har fungeret som al-Qaedas talsmand, og som trådte frem på forskellige videoer efter angrebet på World Trade Center 11. september 2001, blev for nylig anholdt af CIA i Jordan, men først torsdag slap nyheden ud.

 

Fredag blev han stillet foran en dommer i New York i en retsbygning tæt ved det sted, hvor de to tvillinge-tårne styrtede sammen efter at være ramt af de fly, som al-Qaeda og Osama bin Laden havde planlagt skulle udgøre terrornetværkets mest spektakulære aktion.

Bevismaterialet mod ham er udover flere videoer også lydoptagelser og anklagere i retssagen vurderer, at den vil tage mindst tre uger og starte i april.

Ifølge anklageskrifter opfordrede Suleiman Abu Ghaith andre til at sværge troskab overfor bin Laden, han talte på vegne af og opfordrede til støtte af al-Qaeda og advarede om, at angreb svarende til dem den 11. september 2001 ville fortsætte.

Suleiman Abu Ghaith blev i første omgang anholdt i Tyrkiet, men en lokal domstol satte ham på fri fod, hvorefter han blev deporteret til Jordan, hvor CIA endelig kunne slå en klo i ham.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu