Oscar-vinders svoger skyldig i familiedrab

12. maj 2012 03:00 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Oscar-vinders svoger skyldig i familiedrab
Billede mangler

Et nævningeting i Chicago erklærede fredag filmstjernen Jennifer Hudsons svoger skyldig i mord. William Balfour var anklaget for at have dræbt den Oscar-vindende skuespillers mor, bror og nevø. Juryen fandt Balfour skyldig i samtlige anklager.
William Balfour, der på drabstidspunktet var separeret fra Hudsons søster Julia, var tiltalt for at have dræbt de tre familiemedlemmer i oktober 2008.
Anklagerne hævder, at Balfour begik drabene, fordi Julia Hudson havde forlangt skilsmisse og var begyndt at date en anden mand.
Hudsons 57-årige mor Darnell Donerson blev fundet død på gulvet i familiens hjem iklædt en natkjole. Sangeren Jason Hudson, 29 år, blev fundet død i sin seng, mens der gik tre dage før politiet fandt liget af Hudsons unge nevø Julian King i en stjålet bil.
Balfours forsvarere vil anke afgørelsen.
– Vi har hele tiden ment, og det gør vi fortsat, at William Balfour ikke er skyldig i disse drab, sagde forsvarer Amy Thompson.
Den offentlige anklager fortalte nævningene, at Balfour var som besat af jalousi efter forholdet til Julia Hudson gik i opløsning.
– Han fortalte hende igen og igen: Hvis du forlader mig, vil jeg dræbe dig, men jeg vil først dræbe din familie. Du skal være den sidste til at dø, fortalte den assisterende offentlige anklager Jennifer Bagby.
Sangerinden og skuespilleren Jennifer Hudson har fulgt hele sagen, og vidnede som den første, da retssagen blev indledt i slutningen af april. Hun vandt i 2007 en Oscar for bedste birolle i filmen “Dreamgirls”. I 2009 vandt hun en Grammy for sit debutalbum.
Reuters

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu