Østeuropæere hamstrer bleer i Norge

31. januar 2013 20:34 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Østeuropæere hamstrer bleer i Norge
Billede mangler

NORGE: Norske småbørnsforældre går ofte forgæves, når de tager til supermarkederne i den sydlige del af landet for at købe bleer.

 

I Norge, der ellers er kendt for at være et dyrt land, har der i den seneste tid hersket priskrig på netop bleer, og det har gjort de norske priser så konkurrencedygtige, at forbrugere fra Østeuropa har tømt hylderne, oplyser flere supermarkeder ifølge Reuters.

– De køber hver en ble, jeg snakker alt, hvad vi har på hylderne, de kyler dem ind bag i bilen og kører hjem med dem, hvor de sælger dem med et pænt afkast. Det er ikke at stjæle, og det er heller ikke kriminelt, men det er et stort problem, for de efterlader intet til vores almindelige kunder, siger Terje Ragnar Hansen, der er regionsleder i Rema 1000.

De østeuropæiske kunder kommer til Norge via Sverige, fylder bilerne med bleer og rejser så tilbage til deres hjemland, forklarer Helge Breilid, der er chef for toldvæsenet i Kristiansand. Nogle østeuropæere er blevet standset med bleer for 275.000 kroner i bilen, og enkelte har haft op til 80.000 bleer med i bagagerummet.

– De fortæller, at den eneste grund til at de kommer til Norge er, at de skal køre rundt og købe bleer, som de kan tage med hjem og sælge. De kommer primært fra Polen og Litauen, og vi har ikke grund til at tro, at de er medlem af ulovlige bander, uddyber Helge Breilid til Reuters.

50 norske bleer koster omkring 30 kroner, og det er det halve af prisen på en gennemsnitlig pakke bleer i Litauen, hvor internetannoncer i øjeblikket boomer med tilbud på bleer importeret fra Norge.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu