Østeuropæers indtog øger behovet for kontanthjælpsreform

7. februar 2013 11:37 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Østeuropæers indtog øger behovet for kontanthjælpsreform
Billede mangler

Østeuropæiske medarbejdere er gode til at holde på deres job i krisetider. De er populære hos arbejdsgiverne, som synes, de er stabile og produktive folk, der ikke har nogle problemer med ekstraarbejde, og som er glade for den løn, deres overenskomst giver dem. Det skriver Jyllands-Posten torsdag.

 

Oppositionen er glad for den østeuropæiske arbejdskraft. Venstres beskæftigelsesordfører Ulla Tørnæs (V) synes dog, det er paradoksalt, at Danmark er i en situation, hvor 160.000 ledige danskere står til rådighed for arbejdsmarkedet, samtidig med at arbejdsgiverne ikke kan få den arbejdskraft, de efterspørger. Oveni det har næsten 50.000 østeuropæere formået at gøre det, danskerne ikke kan. De har bidt sig fast i det danske arbejdsmarked.

»Der er akut behov for at få lavet en kontanthjælpsreform, som giver ledige en stærk tilskyndelse til at være på arbejde i stedet for at være på offentlig forsørgelse,« siger hun til Berlingske Nyhedsbureau.

Det er Dansk Folkeparti enig i. Beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted (DF) forstår godt, at arbejdsgiverne er glade for østarbejderne. De er ikke ligeså nøjeregnende med, om de arbejder lidt over, og om de efterfølgende får den overtidsbetaling, de har krav på, påpeger Bøgsted, der dog mener, det er beklageligt, at østeuropæernes indtog hæmmer danske ufaglærte i at få job.

Han understreger, at det ikke er østarbejdernes faste arbejde, der er kernen i problemet, men det faktum, at der ikke er et loft over kontanthjælpen. Et loft ville ifølge Bøgsted betyde, at det aldrig bliver rentabelt at leve på overførselsindkomst.

Hos Liberal Alliance bakker man fuldt op om Venstres reformforslag. Det kan være med til at løse en del af problemerne, lyder vurderingen. Partiets beskæftigelsesordfører, Joachim B. Olsen (LA), mener, at en lang række mulige jobstillinger slet ikke bliver oprettet, fordi det ikke kan svare sig.

»De bliver udkonkurreret af kontanthjælpen. En ambitiøs kontanthjælpsreform kan få flere i arbejde og skabe flere job i Danmark.«

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu