Østeuropæisk arbejdskraft kan presse lønninger ned

7. februar 2013 12:17 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Østeuropæisk arbejdskraft kan presse lønninger ned
Billede mangler

Østeuropæere er populær arbejdskraft i Danmark, og østarbejderne trodser både krise og fyringsrunder. Arbejdsgiverne er glade for dem, da de er pålidelig og stabil arbejdskraft.

 

De Radikale er glade for, at den fri bevægelighed over de europæiske grænser har gjort det muligt for østarbejderne at finde arbejde i Danmark, men de er bekymrede for, om det i sidste ende kan resultere i et lønpres. Et lønpres, som danske ledige vil lide under.

Partiets beskæftigelsesordfører, Nadeem Farooq (R), mener, det er naivt at tro, at østarbejderne vil rejse ud af landet igen, når først de har fået foden indenfor.

»Derfor går vi meget op i, at når den udenlandske arbejdskraft bliver hyret, så er det til lønvilkår på overenskomstniveau, så der ikke sker social dumping,« siger han.

Det vil ifølge Nadeem Farooq være ideelt, hvis ledige danskere kunne komme i betragtning til flere lavtløbsjob. Hvis det skete, vil man derefter kunne tilrettelægge arbejdsmarkedet sådan, at man undgår lønpres og social dumping i særlige sektorer, fordi de kun bliver betjent af udenlandsk arbejdskraft.

»Man skal selvfølgelig ikke finde sig i urimelige lønvilkår, men jeg vil råde de arbejdsløse danskere til at byde ind på de job, som har en timeløn på 110-120 kroner i timen,« siger Nadeem Farooq.

Leif Lahn Jensen (S), som er beskæftigelsesordfører for Socialdemokraterne, mener også, at frygten for social dumping er reel. Han siger, at regeringen er i gang med at finde flere løsninger på, hvordan Danmark bedst skaber flere arbejdspladser og forbedrer rammerne for virksomheder.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu