Otte litauere er fængslet for tyverier

18. april 2012 21:26 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Otte litauere er fængslet for tyverier
Billede mangler

Efter et langvarigt grundlovsforhør blev otte litauere sent onsdag fængslet frem til den 7. maj, sigtet for omfattende tyverier.
I alt blev 10 litauere tirsdag morgen fængslet ved en politiaktion mod en ejendom på Årbæk Møllevej i Ørding på Mors.
En af dem blev løsladt af politiet, da han netop var ankommet til Danmark med fly til Billund. Ni blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Holstebro, der altså løslod den ene af dem.
Ejendommen i Ørding kom i politiets søgelys i forbindelse med nogle indbrud i politikredsen. Men politifolkene havde ikke regnet med, at adressen i stor stil blev brugt som overnatningssted.
Der var hængt lagner for vinduerne, og tirsdag morgen lå der mænd på madrasser både i stuen og på førstesalen i det sparsomt møblerede hus.
Politiet har ransaget ejendommen for tyvekoster. Der er blandt andet fundet gps’er, møntsamlinger og ure.
Ifølge vicepolitikommissær Allan Riis fra lokalpolitiet i Thisted kommer de fleste af mændene fra samme område i Litauen.
Vicepolitikommissær Michael Kjeldgaard fra Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at der i forvejen sidder 32 litauere fængslet for berigelseskriminalitet i politikredsen. Med onsdagens fængslinger er tallet dermed oppe på 40.
– Vi har haft god succes med at gå proaktivt til værks. Gang på gang har vi taget grupper, der er samlet ét sted, og vi har fundet en del tyvekoster, fortæller Michael Kjeldgaard.
Han understreger, at politiet også får god hjælp af befolkningen.
I Nordsjælland har man haft rumænsk forbindelsesofficer til at hjælpe sig, men Michael Kjeldgaard vil ikke kommentere om et lignende samarbejde med litauisk politi kunne være en god idé.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu