Over 300.000 danskere flygter fra dansk jul

1. december 2011 07:15 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Over 300.000 danskere flygter fra dansk jul
Billede mangler

Om 23 dage sidder vi ved julebordet med and, rødkål og risalamande, men mange danskere fravælger den traditionelle jul i Danmark og rejser ud.
307.972 danskere vil ifølge en undersøgelse foretaget af Kompas Kommunikation for FOREX Bank holde juleugen – fra 19. til 25. december – uden for landets grænser. Det er specielt varme og sne, som hitter blandt det udrejsende folk.
“Det er primært de varme klassikere som Kanarieøerne og Thailand og skisportsdestinationer, som danskerne besøger,” siger Lars Thykier, administrerende direktør for Danmarks Rejsebureau Forening, til Newspaq
Antal danskere, som rejser i julen, har ligget mellem 250 – 300.000 de seneste år. Udover sol og ski er storbyer også et hit. For mange mennesker handler det om at få noget andet ud af højtiden.
“Der er to årsager til, at vi rejser ud. Den ene er, at det er meget populært at sige fra overfor alt, der har med forbrug og materialisme at gøre. Den anden forklaring er, at vi er blevet mere effektive, når det kommer til fritid, så fridagene omkring jul skal bruges fuldt ud. Derfor tager vi væk,” siger livsstilsekspert Anne Glad.
I alt rejser 1.283.200 danskere ud af landet i december måned.
Undersøgelsen er foretaget på internettet i september 2011. 2.816 personer over 18 år og fra hele landet har svaret på spørgsmål om deres rejseplaner i julemåneden.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu